DR ved koncert i Manchester: 'Vi kan ikke sidde derhjemme og panikke'

Folk i den terrorramte britiske by vil ikke lade sig skræmme af terrorister.

Familien Lunt skal til koncert i aften - dagen efter angrebet i Manchester. De er ikke bange for terror, fortæller de. (Foto: © Lasse Berg, DR Nyheder)

Manchester sørger efter gårsdagens blodige terrorangreb ved en Ariana Grande-koncert i Manchester Arena.

Og tusindvis af folk var i dag stimlet sammen for at græde og mindes de dræbte og sårede.

Men livet går allerede videre, her knap 24 timer efter at en formodet selvmordsbomber tog 22 mennesker med i døden og sårede 59, hvoraf mange var børn og unge.

Ved Albert Hall, hvor der her aften igen skulle være en koncert i byen, ville koncertgæsterne, der ventede på aftenens show med bandet Broken Social Scene, ikke lade sig kue.

- Du er nødt til at 'keep on rockin in the free world', siger 46-årige Craig Lunt med henvisning til den kendte sang af Neil Young.

Nødt til at komme videre

Han havde ingen betænkeligheder ved at dukke op i aften og er ikke bange, fortæller han til DR Nyheder. Og i aften skal han nyde musikken med sin kone Clair og datteren Becky.

- Hvis man ikke kan gøre, hvad man har lyst til, kan du lige så godt blive hjemme og give op. Vi må komme videre. Jeg har gået til koncerter, siden jeg var på min datters alder - i 30 år. Man skal ikke sidde derhjemme og gå i panik, siger Craig Lunt.

Længere henne i køen af koncertgæster står Ross Graham fra Belfast i Nordirland og Amy Brooks fra Birmingham.

Amy Brooks fra Birmingham og Ross Graham fra Belfast er klar til lade livet gå videre. De vil ikke stoppe med at leve, fordi der kommer terror. Du kan også dø af at blive ramt af en bus, siger Amy Brooks, da DR Nyheder møder dem i Manchester på vej til koncert.

De har samme holdning som familien Lunt. Og Ross Grahams fødested har allerede gjort ham sejlivet i forhold til terrorfrygt, fortæller han.

- Selvfølgelig vil jeg tænke over, hvad der skete i går, men jeg kommer fra Nordirland, hvor der i årevis har været bombeangreb. Der var angreb nær mit barndomshjem. Folk forsøgte at komme videre, og der er ikke nogen grund til at lade sig stoppe på grund af sådan noget.

Og terror kom også tæt på forrige år, fortæller han. Bare en uge før terrorangrebet på spillestedet Bataclan i Paris, var han til koncert med bandet Eagles of Death Metal.

- Vi er nødt til både at huske, hvad der er sket og ikke glemme ofrene, men samtidig ikke lade det påvirke hverdagen, siger han.

Vil kun sprede frygt

Amy Brooks mener, at angrebet i Manchester Arena var noget af det mest skræmmende og forfærdelige, som hun udtrykker det. Men terrorister skal ikke få deres ønske om at sprede frygt opfyldt, fastslår hun.

- De mennesker, som gør sådan noget, ønsker, at alle skal blive hjemme og være bange for, hvad der sker omkring dem. Folk skal fortsætte og gøre, hvad de gør og ikke lade sig stoppe af hadet. Det er så vigtigt, at folk ikke bliver splittet på grund af det.

- Jeg er ikke bange, for du kan også gå udenfor og blive ramt af en bus. Sådan er livet, siger hun.

Den terrorramte Manchester Arena har dog valgt at udskyde tre planlagte koncerter med popgruppen Take That på grund af angrebet.