Politi: Mistænkt bag Manchester-angreb er 22-årig mand

Politiet har oplyst mandens navn men ønsker ikke at komme med flere oplysninger om ham lige nu.

Blomster bliver lagt til minde om de 22 dræbte. (Foto: © Ben Stansall, Scanpix)

- Jeg kan bekræfte, at den mistænkte gerningsmand bag terrorangrebet i går aftes, er den 22-årige Salman Abedi.

Det har politimesteren i Greater Manchester Police, Ian Hopkins, netop sagt på et kort pressemøde.

Han ønskede ikke at komme yderligere oplysninger om den mistænkte nu.

Politiet arbejder i øjeblikket på at finde ud, om den 22-årige, der har libyske aner, arbejdede alene, eller om han var en del af et større netværk.

Ifølge nyhedsbureauet AP levede Abedi i et hus i Fallowfield i den sydlige del af Manchester, hvor politiet tidligere i dag gennemførte en kontrolleret sprængning for at kunne komme sikkert ind i ejendommen.

BBC skriver, at han har boet på flere forskellige adresser i Manchester.

En 23-årig mand er også blevet anholdt i dag i Chorlton syd for Manchester i forbindelse med angrebet i aftes.

22 mennesker mistede livet i angrebet, og 59 er sårede. Tre af de dræbte er blevet identificeret: De er en pige på otte år, en kvinde på 18 år og en mand på 28 år.

12 af de sårede er børn under 16 år. De bliver alle behandlet på Manchester Royal Infirmary, skriver BBC ifølge Ritzau.

Sagen kort

  • Eksplosionen fandt sted ved indgangen til Manchester Arena, hvor der i går aftes var koncert med den amerikanske popsangerinde Ariana Grande.

  • Eksplosionen fandt sted i koncertstedets foyer i minutterne efter koncerten var slut.

  • Øjenvidner på stedet beretter om paniske minutter efter eksplosionen, der betegnes som massiv. Videoer på sociale medier viser også, hvordan koncertgæster forsøgte at slippe ud af koncertstedet i minutterne efter eksplosionen.

  • Politiet oplyser, at over 400 betjente deltager i indsatsen efter eksplosionen i Manchester Arena. Politiet modtog i forbindelse med eksplosionen 240 anmeldelser fra stedet.

  • Indtil videre er 22 personer omkommet og 59 såret. Mange er i en livstruende tilstand.