Det er stadig rockbandet "Eagles of Death Metal", der pryder den multifarvede facade på spillestedet Bataclan i Paris. Det var under deres koncert fredag aften, at terrorister skød og dræbte 87 personer.
Og langs afspærringen til gaden, hvor Bataclan ligger, er flere hundrede mennesker mødt frem for at holde et minuts stilhed for ofrene.
- Angrebet har i den grad ændret hele nabolaget. Der er normalt helt roligt her på gaden, så det er mærkeligt, siger Guillaume Bonne, der er ude at lufte sin hund.
Småsnak fordufter
De fleste står i deres egne tanker med korslagte arme og betragter de tegninger, blomster og fyrfadslys, der i de seneste dage er blevet placeret foran hegnet.
Der er normalt ret stille, når man befinder sig langs afspærringen. Men præcis klokken 12.00 fordufter den sidste småsnak i menneskehavet, og det eneste man nu kan høre, er støjen fra bilerne, der triller forbi på vejen ved siden af. Flere snøfter og tører et par tårer væk.
Andre står med armen om hinanden og kigger ligefrem. En yngre kvindes sorte mascara er løbet. Men det er ikke noget, der umiddelbart går hende på.
Et par solstråler er trængt igennem det grå skylag, som ellers har indhyllet den franske hovedstad morgenen igennem.
Gik efter dig og mig
Guillaume Bonne bor lige rundt om hjørnet, og han kan mærke, hvordan fredagens terrorangreb er kommet til at fylde mere og mere i hans egen bevidsthed.
- Da terroristerne angreb Charlie Hebdo, gik de efter journalister. Denne gang er de gået efter almindelig folk som dig og mig, og det gør en paranoid. Især når man hører overraskende lyde som eksempelvis fyrværkeri siger han.
Politiet har i de seneste timer intensiveret jagten på den gerningsmand, der slap væk. Derudover har den franske premierminister oplyst, at myndighederne har kendskab til flere planlagte angreb.
Skal snart i byen igen
Men Maxim Tutrin, der også er mødt op til mindes ofrene, tror hverken, at lovændringer eller mere politi i gaden vil kunne forhindre terrorangreb i fremtiden.
- Alle kan gemme et våben under jakken og begynde at skyde omkring sig. Det kan hverken flere betjente eller soldater forhindre, siger Maxim Tutrin.
Det var egentlig meningen, at Maxim Tutrin skulle have været ude fredag aften på en bar tæt på Bataclan. Men da han havde været i byen torsdag, droppede han det for at blive hjemme og slappe af istedet. Han regner dog med, at han snart skal i byen igen.
- Derfor kommer jeg heller ikke til at ændre mit liv på grund af det her. Hvis jeg holder op med af leve, accepterer jeg jo, at jeg kan blive et offer, siger Maxim Tutrin.