DR i Tyrkiet: Sabri blev kørt over af kampvogn – nu vil han have en stærk leder

Dagens folkeafstemning i Tyrkiet finder sted i skyggen af et kupforsøg. Mange tyrkere ser den nye forfatning som vejen til at undgå nye militærkup.

- Den nat var jeg klar til at dø, fordi militæret ikke skulle vælte regeringen. Men jeg troede ærligt talt, at kampvognene ville standse, da jeg gik ud foran dem, siger Sabri Ünal til DR. Se overvågningsvideoen fra episoden nede i artiklen.

Sabri Ünal viser et stort ar frem på sin højre arm. Hans albue er ødelagt og skal snart erstattes af en protese.

Den 15. juli, da dele af det tyrkiske militær forsøgte at gennemføre et blodigt militærkup, gik Sabri Ünal på gaden for at standse kampvognene.

- Den nat var jeg klar til at dø, fordi militæret ikke skulle vælte regeringen. Men jeg troede ærligt talt, at kampvognene ville standse, da jeg gik ud foran dem, siger Sabri Ünal, da DR møder ham på en cafe i Istanbul.

’Sikker på at dø’

Overvågningsbilleder fra natten viser, hvordan Sabri Ünal træder ud foran en kampvogn, som ikke standser. Han når at kaste sig under den og slipper uskadt. Så kommer en til og kører direkte over ham, mens han kaster sig mellem larvefødderne. En del af kampvognen kvaser hans arm.

- Jeg var sikker på, at jeg ville dø, men Gud reddede mig, siger Sabri Ünal, der til daglig arbejder som it-programmør.

I dag stemmer tyrkerne om en ny forfatning, der vil give præsidentembedet meget mere magt og mindske militærets indflydelse. Og ligesom hos mange andre ja-vælgere, så er kupforsøget et af Sabri Ünals argumenter for at stemme ja til forfatningsændringerne.

- Vi har brug for en stærk præsidentpost for at undgå, at militæret gør den slags igen. En stærk leder vil kunne holde militæret og forskellige terrororganisationer i skak, siger han.

Sabri Ünal blev to gange kørt over af kampvogne under kupforsøget i Tyrkiet i juli, men overlevede. Nu vil han have mere magt til præsidenten og mindre til militæret. (Foto: © Mads Køngerskov, DR)

Nej-fløj frygter for demokratiet

Læge Ömer Faruk Gergerlioglu har mistet sit job efter kupforsøget som 100.000 andre. Han frygter, at forfatningsændringerne vil føre Tyrkiet imod et autoritært styre. (Foto: © Mads Køngerskov, DR)

Folkeafstemningen deler Tyrkiet. Meningsmålingerne har været tætte, men på det seneste med en mindre føring til ja-fløjen. Hos nej-siden frygter man, at den nye forfatning vil føre til et autoritært styre.

På et gadehjørne i Istanbul deler lægen Ömer Faruk Gergerlioglu nej-brochurer ud til de forbipasserende. Han er en af de 100.000 tyrkere, som er blevet fyret eller suspenderet efter kupforsøget, fordi de er mistænkt for at støtte terrororganisationer eller kupforsøg.

- Jeg delte et billede på Twitter af en opstilling af en tyrkisk og en kurdisk kiste og opfordrede til fred mellem parterne i de kurdiske områder. Så blev jeg fyret fra begge mine lægejob, og en sag blev oprettet imod mig, siger han.

Den fyrede læge mener ikke, forfatningsændringerne vil føre til mere stabilitet, som ja-siden håber.

- For at undgå kup og terror skal man have mere demokrati, ikke mindre. Og denne forfatning vil gøre Tyrkiet mindre demokratisk, siger han.

Stemmer i undtagelsestilstand

Erol Önderoglu går til retssager mod journalister hver eneste uge. Tyrkiet har verdensrekord i fængslede journalister, og lederen af Journalister uden Grænser i Tyrkiet risikerer selv en lang fængselsdom. (Foto: © Mads Køngerskov, DR)

Afstemningen finder sted, mens Tyrkiet er i undtagelsestilstand. Over 150 større og mindre medier er lukket af domstolene, rekordmange journalister sidder i fængsel, og ja-fløjen har fået markant mere taletid på de store tv-stationer. En udvikling, der har fået flere internationale organisationer til at kritisere valgprocessen.

- Man kan ikke ligefrem sige, at det er en sund proces op til folkeafstemningen, når man har over 100 journalister arresteret, og mange medier fra nej-fløjen er lukket, siger Journalister uden Grænsers leder i Tyrkiet, Erol Önderoglu, som selv har siddet 10 dage i fængsel, fordi han støttede en kurdisk avis.

’Tyrkiet vil blive stærkere’

Tilbage på cafeen forstår Sabri Ünal ikke kritikken. Han kender selv folk, der er blevet arresteret efter kupforsøget, men flere af dem er blevet sat fri igen.

- Vi har et retssystem i Tyrkiet, og det er naturligt, at man efterforsker folk, der kan have haft forbindelse til bevægelsen, der udførte kupforsøget. Hvis folk er uskyldige, så vil de blive løsladt, siger han.

Ja-fløjen flager med tyrkiske flag under valgkampen. Meningsmålingerne spår et relativt tæt løb mellem ja- og nej-fløjen. (Foto: © Mads Køngerskov, DR)

Mens andre mistede deres job efter kupforsøget, er Sabri Ünal blevet en helt. Han har mødt Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, seks gange og har deltaget i kampagnemøder med ham.

Nu håber han, at tyrkerne stemmer ja til at en forfatning, der ifølge ham vil gøre Tyrkiet til en stærkere nation.

- Tyrkiets historie med et parlamentarisk system har ikke givet stabilitet. En præsident med reel magt inden for grundlovens rammer vil give stabilitet. Og Tyrkiet vil blive en af verdens stærkeste nationer.

Følg med live på dr.dk i aften, hvor vi fra 19-22.15 følger stemmeoptællingen og får analyser af den tyrkiske folkeafstemning.