Tyrkiet dropper al kontakt med den hollandske regering, og Hollands ambassadør i den tyrkiske hovedstad er ikke længere velkommen i Tyrkiet.
Sådan lød det i aftes fra regeringen i den tyrkiske hovedstad Ankara.
Samtidig truede Tyrkiet med at opsige - eller i hvert fald genoverveje - landets migrantaftale med EU. Men i Holland tager man den melding med relativ ro, fortæller DR's journalist i Holland, Clara Binczak Lindhardt.
- Hollands premierminister, Mark Rutte, reagerede – i hvert fald udadtil, ganske roligt på Tyrkiets trussel om at opsige migrantaftalen med EU.
- Det hører vi hele tiden fra Tyrkiet, sagde han og påpegede samtidig, at aftalen også er i Tyrkiets interesse. EU hjælper nemlig med at indkvartere syrere i Tyrkiet, fortæller hun.
Rutte: Bizarre sanktioner
Mark Rutte kaldte det samtidig "bizart", at Tyrkiet nu kommer med sanktioner, og den hollandske regering skal nu nærstudere, hvad sanktionerne kommer til at betyde i praksis.
Konflikten er eskaleret, efter at Holland og Tyskland har afvist, at tyrkiske ministre må tage til vælgermøder i Tyskland og Holland - forud for en folkeafstemning i Tyrkiet.
Her skal tyrkerne stemme om en forfatningsændring, der vil give præsident Erdogan mere magt. Der bor knap tre millioner tyrkiske statsborgere i Europa - langt størstedelen af dem i Tyskland.