Korrespondent: Både Wilders og Rutte får gavn af Tyrkiet-strid

Diplomatisk krise med Tyrkiet fyldte i duel mellem Geert Wilders og premierminister forud for hollandsk valg.

Om to dage skal hollænderne til valgurnerne. Her til aften var der debat mellem Geert Wilders og den hollandske premierminister, Mark Rutte. (Foto: © YVES HERMAN, Scanpix)

Aftenens tv-duel mellem den muslimkritiske Geert Wilders og den hollandske premierminister, Mark Rutte, var præget af de diplomatiske spændinger med Tyrkiet, som landet lige nu oplever.

Men begge politikere kunne på hver sin måde profitere af sagen med Tyrkiet, der er blusset op, efter den hollandske regering har forbudt to tyrkiske ministre at optræde for tyrkiske vælgere i Holland.

Det siger DR's Europakorrespondent, Anna Gaarslev, der lige nu befinder sig i Amsterdam.

- Rutte har fået demonstreret, at vi ikke finder os i urimeligheder. Han vil gerne fremstille sig selv som en mand, der er rimelig, retfærdig, tolerant og tålmodig, men som så sandelig også kan finde ud af at sætte foden ned, når det hele bliver for meget, siger Anna Gaarslev.

Hun henviser til, at den hollandske regering i weekenden forbød den tyrkiske familieminister at lande i Rotterdam.

- For Wilders har fordelen ved krisen været, at det tema, han holder allermest af, er hvornår man er rigtig hollænder, indvandring og om muslimer overhovedet kan bo sammen med kristne hollændere på en fredelig måde. Det tema har så sandelig været på dagsordenen de seneste dage, siger korrespondenten.

Vil have ambassadør udvist

De politiske spændinger med Tyrkiet er opstået midt i den hollandske valgkamp, der slutter med parlamentsvalget på onsdag.

Ligesom i Tyskland havde tyrkiske ministre planlagt at optræde til arrangementer i Holland, hvor de ville overbevise tyrkere bosat i Holland om at støtte præsident Erdogans planer om at ændre forfatningen, hvilket vil give ham flere beføjelser.

Se klip fra tv-duellen (klippet er kun tilgængeligt til 14. marts kl. 18)

Under debatten krævede Geert Wilders, at den tyrkiske ambassadør og hans stab blev udvist, da det ellers ville fremstå som om hollænderne accepterede Tyrkiets fornærmelser.

Til det sagde Mark Rutte, at der er forskel på, 'at tweete i sofaen og lede landet', hvilket udløste store klapsalver.

- Når man leder landet, må man træffe fornuftige forholdsregler, lød det fra Rutte.

Seneste udvikling i den diplomatiske krise er, at Tyrkiet nu har meldt ud, at den hollandske ambassadør i Tyrkiet vil blive udvist.