På vejen ind i Idomeni-lejren har adskillige flygtninge opsat boder, hvor de sælger mad, potter og pander og småfornødenheder.
Andre igen sælger busbilletter, simkort – og nogle unge mænd har hver deres frisørbod, der består af en saks, en stol og et frisørslag.
Hver dag er der flere demonstrationer, og de foregår fredeligt.
Men i weekenden forsøgte hundredvis af flygtninge at krydse grænsen – og så slog makedonsk politi tilbage med tåregas og gummikugler.
Op mod 260 flygtningene har fået behandling i de lægeklinikker, som Læger uden Grænser har oprettet i lejren.
- Folk her i lejren lever under meget svære vilkår, og mange er i en desperat situation, fortæller Jesper Brix, direktør for Læger uden Grænser i Danmark, mens han er på besøg i Idomeni-lejren.
- Derfor forsøger vi at hjælpe med at opsætte sundhedstilbud, få rent vand, sanitet, og så opsætter vi store telte med plads til 160 personer.
Stemningen i lejren er ofte anspændt, og med til at understrege den hektiske stemning er, at der i timevis hænger helikoptere over hovederne på flygtningene i Idomeni-lejren, mens kampklædt græsk politi konstant er til stede.
Ankom før 20. marts
De 15.000 flygtninge, der lige nu befinder sig ved den græsk-makedonske grænse, er blandt de i alt 50.000 flygtninge, der i skrivende stund er strandet i Grækenland.
De bliver ikke sendt tilbage til Tyrkiet, fordi de kom før tilbagesendelsesaftalen med EU trådte i kraft den 20. marts.
Mange er ved at erkende, at de skal søge asyl i Grækenland eller forsøge at blive omfordelt til et andet EU-land, fortæller danske Camilla Lynge, som arbejder for 'The Hummus Project" i lejren i Idomeni.
- Det er bare uendeligt svært for flygtningene at komme videre, fordi det er næsten umuligt at få en tid til en samtale hos de græske asylmyndigheder. Asyl vil for mange være måden at komme videre på, for grænsen bliver ikke åbnet igen, og det forsøger vi at gøre klart for flygtningene, siger Camilla Lynge.
Hverdagslivet finder vej
Ifølge Camilla Lynge er der i lejren flere og flere tegn på, at den er ved at udvikle sig til en mere permanent lejr - selv om både organisationer og myndigheder forsøger at kæmpe imod.
Alene i Idomeni-lejren, hvor mange flygtninge har været i op til halvanden måned, er der nu adskillige sundhedsklinikker, tøjuddeling, småforretninger, adskillige madprojekter og små enkle børnehaver.
Der er endda opstået en frivilligt brandvæsen, drevet af en gruppe unge spaniere.
En af de frivillige grupper i lejren er danske Team Humanity, hvor Salam Kamal Aldeen fra København er aktiv.
Han er med til at sætte gang i adskillige projekter på én gang og er blandt andet i gang med fjerne telte og få udgravet fundamenter, så der kan komme nye, mere solide telte med fast bund til de mange flygtninge og migranter i lejren.
- Vi laver et hospital, vi laver en skole, og så vil vi sørge for, at små børn og babyer kan blive vasket ordentligt, siger Salam Kamal Aldeen, da DR møder ham i Idomeni.
- Det vil ikke ændre sig
10 kilometer fra Idomeni-lejren bor der yderligere 3.000 mennesker på en tankstation. Og der kommer dagligt nye folk til, siger Laura Naude fra nødhjælpsgruppen Lighthouse Relief, der tidligere var meget aktive på Lesbos, men nu overvejende er at finde på det græske fastland.
Hun fortæller også om flygtninge og migranter, som forsøger at skabe sig en reel hverdag i lejren.
- Folk er begyndt at slå sig ned. En familie herovre åbnede for et par dage siden et lille bageri, en anden familie har gjort det samme. Der er også kommet et par frisører, og en har lavet en lille forretning.
- Der er også et køkken inde på benzintanken, hvor nogle laver falafler, siger Laura Naude.
Hun tror ikke på, at udviklingen hen i mod at gøre lejrene tæt på den græsk-makedonske grænse mere permanente stopper indenfor en overskuelig fremtid.
- Jeg tror ikke, at det vil ændre sig, før man for alvor begynder at omfordele flygtningene til de øvrige EU-lande, og det er vi ikke kommet til endnu, siger Laura Naude.
Den græske viceforsvarsminister sagde i weekenden til tyske Der Spiegel, at de græske myndigheder inden månedens udgang ønsker at rydde lejrene ved den græsk-makedonske grænse.