50.000 flygtninge opholder sig lige nu i en flygtningelejr ved grænsen mellem Makedonien og Grækenland. Flygtningene venter på at få lov til at krydse grænsen til Grækenland.
Søndag forsøgte en stor gruppe flygtninge at rive hegnet ved grænsen ned, og det førte til kampe med makedonsk politi. Politiet brugte tåregas og skød med gummikugler.
Læger uden Grænser siger, at 300 personer er såret efter kampene.
Røde Kors: De var vrede over, at grænsen var lukket
Anders Ladekarl er generalsekretær for dansk Røde Kors. Han besøgte området, da kampene brød ud.
Anders Ladekarl siger, at der havde været rygter i lejren om, at grænsen ville blive åbnet. Det var dog blot rygter.
- Vi oplevede en masse, der havde pakket og var klar til at krydse grænsen, siger Anders Ladekarl.
- Men den var lukket, og det gjorde folk utroligt frustrerede. Det fik en gruppe til i frustration at forsøge at rive hegnet ned, siger han.
FN evakuerede nødhjælpsarbejdere
Kort efter at kampene brød ud, besluttede FN at evakuere alle nødhjælpsarbejdere i lejren.
- Og vi måtte tage benene på nakken. Der var en meget, meget vred stemning. Folk var ophidsede over, at grænsen ikke var åben alligevel, siger Anders Ladekarl.
- Det lod de så gå ud over alle, der ikke var flygtninge. Så for vores egen sikkerheds skyld måtte vi trække os, fortæller han.
Videoen herunder viser, hvordan området så ud under kampene:
Sagen kort:
- •
I midten af februar lukkede Balkan-landene deres grænser. Det betyder, at flere tusinde migranter og flygtninge ikke kan komme videre mod Europa.
- •
Over 11.000 mennesker har derfor slået lejr ved grænse-overgangen Idomeni mellem Makedonien og Grækenland.
- •
De bor op til en grænse, der er lukket med to lag pigtråd og kan ikke komme videre på rejsen mod Europa.
- •
Anders Ladekarl siger, at lejren ligner Roskilde Festival, hvor folk har boet i flere måneder. Der er dårlig adgang til toiletter og rent drikkevand, men folk foretrækker at være dér, for det er tæt på grænsen. Og alle tror og håber på, at grænsen bliver åbnet på et tidspunkt, siger han.