EU-præsidenten, Donald Tusk, opfordrer EU-landene til at fordele mindst 100.000 flygtninge imellem sig for at lette presset på de lande, der modtager flest.
Det siger han torsdag på et fælles pressemøde med den ungarske premierminister, Viktor Orbán, der er på besøg i Bruxelles.
- At acceptere flere flygtninge er ikke den eneste, men en vigtig gestus om reel solidaritet. En fair fordeling af mindst 100.000 flygtninge imellem EU-landene er det, der er behov for i dag, siger Donald Tusk.
Solidaritet bliver et tomt slogan
- Hvis lederne ikke udviser god vilje, bliver solidaritet et tomt slogan, som vil blive erstattet af politisk afpresning og splittelse, mens skylden bliver skudt over på alle andre, tilføjer EU-præsidenten.
Samtidig opfordrer han EU's stats- og regeringschefer til på deres topmøde i oktober at blive enige om at bruge mange flere penge end i dag på at håndtere migrationskrisen.
Blandt mener Donald Tusk, at der skal bygges modtagecentre uden for Europa og tættere på konfliktområderne, hvor der allerede i dag er flygtningelejre.
Problemer med at blive enige
- Disse modtagecentre skal være en måde at komme til Europa på for alle asylansøgere, siger Tusk.
EU-landene har allerede for få måneder siden haft problemer med at blive enige om et tidligere udspil fra EU-Kommissionen om at fordele 40.000 flygtninge imellem sig. Trods stribevis af møder fik de ved den lejlighed kun fordelt 32.000 flygtninge rundt omkring i Europa.
/ritzau/