Da USA's præsident, Donald Trump, midlertidigt forlod sin stol til G20-topmødet denne weekend, tog hans datter, Ivanka Trump, i stedet over.
Og den manøvre møder nu hård kritik fra flere fronter.
Det skriver The Guardian.
- Det giver ingen mening. USA's præsident repræsenterer USA og den frie verden til G20-topmødet, men han ser stort på politik og lader sin datter sidde med ved bordet under et meget vigtigt møde om ting, som hun ikke aner noget om, lyder kritikken blandt andet fra Maxine Waters, et kongresmedlem fra Demokraterne i USA, som fortsætter:
- Hun har ingen forudsætninger for at være der. De øvrige mødedeltagere er der, fordi de repræsenterer deres land. Hun ved ingenting om dagsordenen.
Merkel, Putin, Erdogan og Ivanka Trump
Det var Svetlana Lukash fra den russiske delegation, der i første omgang tweetede et billede af Ivanka Trump i præsidentens stol. Siden har hun dog slettet sit tweet.
Til mødet, der handlede om afrikansk migration og sundhed, sad nogle af verdens mest magtfulde statsledere, heriblandt Tysklands kansler, Angela Merkel, Kinas præsident, Xi Jiping, Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Tyrkiets præsident, Recep Tayip Erdogan.
En unavngiven, officiel kilde, der overværede mødet, fortæller dog ifølge The Guardian, at Ivanka Trump ikke blandede sig i mødet.
Også en tidligere presseansvarlige under Hillary Clintons præsidentkampagne, Zerlina Maxwell, kritiserer Ivanka Trumps tilstedeværelse ved mødebordet.
- Det er fuldstændigt upassende. Hvilke kvalifikationer og erfaring har Ivanka Trump, som giver hende adgang til at sidde ved samme bord som verdensledere som Theresa May og Vladimir Putin? (...) Det er på grænsen til korruption, siger hun.
Merkel: Ivanka Trump er en del af USA's delegation
Ivanka Trump er officielt ansat som ulønnet personlig rådgiver for sin far, og ifølge The Guardian må G20-ledere gerne medbringe personale til topmødet, ligesom deres pladser ofte besættes af personale, når de selv er forhindrede i at deltage i et møde under konferencen, skriver The Guardian.
Det er dog meget sjældent, at det er et familiemedlem, der får lov at indtage den ledige plads.
G20-topmødets vært, kansler Angela Merkel, nedtoner dog kritikken ved at henvise til de gældende regler om, at G20-lederne kan medbringe personale.
- Ivanka Trump var en del af den amerikanske delegation, og det er noget, andre delegationer også gør. Vi ved alle, at hun arbejder for Det Hvide Hus og er engageret i deres initiativer, siger Angela Merkel.
Ifølge The Guardian har Ivanka Trump også holdt andre møder med Angela Merkel under G20-topmødet, ligesom hun tidligere har været til stede ved større, internationale møder og konferencer, hvor USA har været repræsenteret.