Det Hvide Hus' nye kommunikationschef: Finansmand fra Wall Street

- Præsidenten er en vinder. Trumps nyudnævnte kommunikationschef taler i oneliners som præsidenten.

Pressen mødte i dag Anthony Scaramucci i rollen som kommunikationchef i Det Hvide Hus. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

I dag annoncerede Det Hvide Hus, at Donald Trumps nye kommunikationschef er finansmanden Anthony Scaramucci.

Stillingen har stået åben siden Mike Dubke sagde op i maj, og som afløser har den amerikanske præsident hentet en profil fra sin egen verden.

Donald Trump har kendt Anthony Scaramucci i mange år. De er begge kendte finansmænd og er født og vokset op i New York.

På et pressemøde i Det Hvide Hus tidligere i dag stod det også klart, at Donald Trump og Anthony Scaramucci har samme enkle måde at levere ambitioner og budskaber på.

- Præsidenten er en vinder. Og vi kommer til at vinde en del. Vi er som brødre, sagde den nye kommunikationschef efterfulgt af en joke om sig selv.

Derefter understregede Anthony Scaramucci - på samme måde som Donald Trump har gjort det utallige gange - at der er en 'uoverensstemmelse' mellem måden, medierne og folket ser præsident på.

Anthony Scaramuccis tv-optræden er netop en af de egenskaber, som præsidenten har fremhævet ved finansmanden - og derfor forventes det også, at Anthony Scaramucci vil være frontfigur for Donald Trumps politik på tv.

https://twitter.com/Scaramucci/status/880513589160923136

I juni besøgte Anthony Scaramucci Donald Trump i Det Ovale Værelse.

"Wall Streeter of the Year"

53-årige Anthony Scaramucci begynder sit nye job til august, og han forlader stillingen som direktør og CSO i den amerikanske regerings The Export-Import Bank, der yder bistand til virksomheder, som vil etablere sig i eller eksportere til udlandet.

Sidste år tildelte Yahoo Finances ham titlen som "Wall Streeter of the Year", og i den forbindelse fortalte Anthony Scaramucci åbent om, hvordan han drømte om at tilslutte sig Donald Trumps hold, hvis han skulle blive valgt som USA's næste præsident.

- Folk siger, jeg er en idiot, når jeg støtter Mr. Trump, og at der ikke er nogen vinderchancer. Det, jeg er allermest stolt af, er, at jeg aldrig forlod kampen, sagde han med henvisning til, at Donald Trump lige havde vundet kampen om den interne normering i det republikanske parti.

Selvom han blandt venner og kolleger er kendt som 'nasserøven' (The Mooch), så har Anthony Scaramucci givet store økonomiske donationer til republikanerne, og han har tidligere argumenteret imod reguleringen af finansverdenen og bankerne efter finanskrisen i 2007.

Han har tidligere været vært på tv-showet 'Wall Street Week' og optræder jævnligt på Fox News Channel, hvor han ved flere lejligheder har støttet Donald Trumps politik.

For nyligt forsvarede Anthony Scaramucci Donald Trumps søn, da det kom frem, at han havde holdt møder med en russisk advokat under præsidentvalgkampen.

Pressetalsmand sagde op

Pressetalsmand i Det Hvide Hus, Sean Spicer, som også har har forsvaret præsidentens beslutninger en del gange, meddelte tidligere i dag, at han trækker sig fra stillingen.

Ifølge flere amerikanske medier, der citerer anonyme embedsmænd, sker det i protest over, at Donald Trump har ansat Anthony Scaramucci som Sean Spicers nye chef.

På mødet annoncerede han, at 34-årige Sarah Huckabee Sanders vil blive forfremmet til ny pressetalsmand.