- Du kan bare gå videre. Men vær forsigtig, siger den mørkklædte politibetjent, inden han lukker en ind på pladsen foran den bastante børsbygning i centrum af Bruxelles.
Det er her, hundredvis af folk er stimlet sammen for at mindes ofrene for dagens voldsomme og dødelige terrorangreb i den belgiske hovedstad. Ingen får lov til at komme derind, uden at de først har fået gennemtjekket deres tasker.
For Bruxelles er på vagt i aften.
Marlene Kalonda er en af de mange belgiere, der er taget ind til pladsen. Hun er bange.
- Jeg føler mig ikke sikker efter i dag. Hverken her i Bruxelles eller i resten af Belgien. Jeg tror, jeg vil være bange, når jeg vågner i morgen. Det tror jeg, siger hun.
Marlene Kolanda bor en times kørsel fra byen, men arbejder i Bruxelles, og hun var på vej ind til byen i morges i tog, da hun hørte om de første terrorangreb i lufthavnen. Hun besluttede sig så for at droppe metroen videre rundt i byen. Bare for at være på den sikre side.
- Så hørte jeg, at der også havde været en bombe på den metrolinje, som jeg skulle have taget, fortæller hun og understreger, at hun trods frygten bliver nødt til at leve videre.
- Men jeg vil aldrig glemme, hvad der er sket.
Je suis Bruxelles
Mange af de folk, der er taget ind på pladsen, har tændt små fyrfadslys for at mindes ofrene. Andre skriver budskaber på asfalten med kridt i alverdens farver.
Der står alt fra "Je suis Bruxelles" - "Jeg er Bruxelles" - til "Fuck Daesh" med henvisning til Islamisk Stat, der har taget ansvaret for angrebene. Her i landet går organisationen ofte under netop det navn.
Paula Raiglot sidder på hug med et påskegult kridt mellem fingrene, mens hun skriver "Love and Peace" - "Kærlighed og Fred" - på den kolde jord. Hun rammer det ind med et hjerte. Hendes øjne er våde.
- Jeg er født og opvokset her i Bruxelles, så jeg har været her altid. Den her dag har bare været frygtelig. Frygtelig, fastslår hun igen.
- Det gør så ondt, og jeg forstår det virkelig ikke. Det er jo ikke menneskeligt, det her. Hvad er det, folk vil? At dræbe alt det, vi har? Og så siger de, at de gør det i Guds navn. Men der findes ingen Gud, der beder folk gøre sådan noget.
Ligesom så mange andre her på pladsen tænker Paula Raiglot nu på, hvad det næste bliver.
- Der er ingen logik bag de her handlinger, så ingen ved, hvad der kommer til at ske nu. Jeg håber, det stopper nu. Men der er så mange sindssyge mennesker i denne verden, konstaterer hun.
Hvordan tror du, terrorangrebet vil påvirke dit liv nu?
- Det ved jeg ikke. Det ved jeg virkelig ikke. Jeg håber, jeg kommer mig over det, og jeg håber, at jeg også fremover kan være en meget optimistisk person, som jeg altid har været. Men jeg ved det ikke.
En bange dansk familie
Et par gader derfra, lige bag Bruxelles' imponerende Grand Place, er danske Annette Bendtsen på vej hjem sammen med sin familie.
De kom til byen i går aftes og havde egentligt regnet med, at de skulle holde en helt almindelig påskeferie i den belgiske hovedstad. Men så fik hun en besked i morges om, at der var sket et terrorangreb.
- Det var ikke lige sådan, vi havde forestillet os, at Bruxelles skulle være, siger hun.
Normalt er de små sidegader i midten af byen proppet med især turister, der skal nyde en omgang Moules Frites på ægte belgisk facon. I aften holder de fleste varmelamper dog bare de opdækkede men tomme borde lune i martskulden.
- Vi har godt kunnet gå rundt, men der har været rigtig meget politi på gaden i dag, og der har været meget udrykning. Folk går hurtigt forbi på gaden, og folk ser bange ud. Vi var også selv bange, da vi hørte det i morges, siger hun.
Familien havde egentlig planlagt, at de skulle blive i byen til fredag eller lørdag.
- Men nu må vi se, siger Annette Bendtsen.