I går mødtes EU’s udenrigsministre for at drøfte, hvad EU skal gøre i forhold til den strøm af flygtninge, der lige nu bevæger sig fra Libyen over Middelhavet til Sicilien i det sydligste Italien.
Flere tusinde flygtninge og migranter er allerede blevet samlet op i vandet mellem Libyen og Italien - på rejse mod Europa, og derfor vil EU forsøge at lave et samarbejde med den nye libyske regering.
Det er da også en stor og reel frygt for EU-landene, at Libyen igen bliver flygtninge og migranters vej ind i Europa, fortæller DR’s EU-korrespondent Karin Axelsson.
- Vi kunne se, at i løbet af marts var antallet af flygtninge og migranter over Middelhavet ad den vej over dobbelt så stort som i marts sidste år.
- Derfor ved man også godt, at når man nu har sat en prop i ruten fra Tyrkiet over til de græske øer, så vil folk søge nye og andre veje, og der er den her rute jo velkendt.
Kun hvis Libyen ønsker det
EU’s ministre er blevet enige om at støtte Libyens nye overgangsregering, som er blevet nedsat ved FN’s mellemkomst ved at donere 100 millioner euro og ved at tilbyde at sende en civil mission til landet for at hjælpe med at opbygge retssystem, politistyrke og til at styrke kystvagten – hvis Libyen ønsker det.
- Det er meget vigtigt for EU at understrege, at det er kun, hvis libyerne selv beder om det, siger Karin Axelsson.
Det er dog stadig svært at sige noget om overgangsregeringens velvilje til at tage imod tilbuddet fra EU.
- Foreløbig skal den libyske overgangsregering også finde ud af, hvor meget opbakning den selv har, og det halter lidt. Den blev for eksempel ikke stemt igennem i det lokale parlament i går.
- Så der er nogle forhindringer, før regeringen kan begynde at koncentrere sig om flygtningeruter og samarbejde med EU.
Italiens ønsker
Internt i EU er der også forskel på, hvilke lande der presser hårdest på for en aftale med Libyen, fortæller Karin Axelsson.
- Et land som Italien er meget opsat på, at EU skal gå så langt som overhovedet muligt. Det er kernesagen for italienerne, fordi det er dem, der står i den anden ende af en mulig flygtningerute.
Italienerne ønsker blandt andet, at EU også skal gå militært ind i den operation, der allerede er i gang ud for den libyske kyst, hvor man patruljerer for at opfange smuglerbåde.
- Problemet er bare, at det kan man ikke i øjeblikket, fordi man enten skal have et FN-mandat – som bliver svært at få igennem med russerne, eller at de libyske myndigheder inviterer EU til at komme ind i deres farvand, noget der ikke traditionelt ikke har været stor lyst til fra libysk side.
Hvornår en aftale med Libyen kommer i stand afhænger først og fremmest af situationen inde i landet, siger hun.
- EU står og presser på i startboksen, men meget afhænger af, hvordan situationen udvikler sig i Libyen.