Alt var egentlig som det skulle være, da den britiske premierminister Theresa May besøgte USA's præsident Donald Trump fredag i sidste uge.
Det blev måske lige lovligt kærligt, da Trump greb ud efter Theresa Mays hånd, mens de to spadserede foran rullende kameraer foran Det Ovale Værelse, men det er sidenhen blevet forklaret med Trumps mangel på fortrolighed med trapper.
I hvert fald var der god stemning på mødet mellem de to, og den blev øjensynligt kun bedre af, at Theresa May, på den britiske dronnings vegne, kunne invitere den nye amerikanske præsident på officielt statsbesøg. Trump sagde straks ja tak. Alt var godt.
Så gik der et par dage. Og så begyndte balladen. Donald Trumps indførelse af rejseforbud for visse muslimer er stærkt kontroversielt i Storbritannien.
Her kan du se billeder fra Theresa Mays besøg i Det Hvide Hus i sidste uge. Klik på pilen for at bladre.
Britisk fordømmelse af Trumps kurs
Medlemmer af parlamentet, fra begge politiske fløje, har skarpt kritiseret Trump, og tonen har været så hård, at den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, i parlamentet sagde, at nok mente han selv, at Trumps beslutning var både diskriminerende og forkert, men han ville advare mod dæmoniseringen af Trump eller sammenligninger mellem Trump og Hitler.
Debatten tog til. Og samtidigt opstod et voksende krav om, at invitationen til statsbesøget skal trækkes tilbage. Dennis Skinner, et mangeårigt medlem af Arbejderpartiet, sagde til udenrigsministeren:
- Kan udenrigsministeren forsøge at huske, hvordan jeg måtte gemme mig, mens to fascistiske diktatorer, Hitler og Mussolini, smed bomber over byer i Storbritannien. Nu går denne regering hånd i hånd med en anden fascist, Donald Trump. Gør det anstændige. Aflys det besøg.
Londons borgmester, Sadiq Khan, der selv er muslim, finder det helt forkert at gennemføre et sådan besøg, så længe rejserestriktionerne er gældende. Det samme gør Arbejderpartiets leder Jeremy Corbyn og parlamentsmedlemmer i stort antal. Nu har også den tidligere direktør for udenrigsministeriet, Lord Ricketts, direkte advaret mod, at dronning Elisabeth bliver trukket ind i en ”farlig og uforudsigelig konflikt”.
- Vi skal beskytte dronningen mod den slags konflikter. Det vil være meget ubehageligt for hende. Og hvordan vil det ikke se ud i manges øjne, hvis Dronningen og Donald Trump skal køre gennem Londons gader i karet?, sagde Lord Ricketts til BBC.
Invitationen står ved magt
Et officielt statsbesøg er en sjælden gestus at give til udenlandske ledere. Det sker en eller to gange om året og sædvanligvis til statsoverhoveder, der har haft lang tid på posten. Det inkluderer meget af, hvad det store britiske kongehus har at byde på: karet, dronningens soldater til hest, kæmpe statsmiddag og i det hele taget opvisning af hele den kongelige pragt.
- Det er gået alt for hurtigt. Den slags skal ske, når der er ro på, og vi ved, hvad det er for en slags politisk virkelighed, præsidenten kommer til at levere, siger Lord Ricketts, der selv har været involveret i adskillige af den slags besøg.
- Nu skal man redde situationen, ikke udsætte dronningen for potentiel ydmygelse, og Trump må f.eks. nøjes med at komme og drikke te med dronningen, tilføjer han.
I går var der mange tusinde borgere, der i London og andre steder i landet protesterede mod Trumps politik. Mange havde tegninger eller billeder af Trump og May hånd i hånd. Kritikken har dog foreløbig ikke påvirket premierministeren, der har understreget, at invitationen står ved magt.
Man kan dog nemt forestille sig, at et par af hendes rådgivere vil mene, at hun næste gang ikke ligefrem skal holde Trump i hånden. Uanset hvor mange trapper, der er.