Demokrater frigiver rapport: Donald Trump har misbrugt sit embede

Rapporten opsummerer hovedanklager mod præsidenten i forbindelse med Ukrainesagen.

Donald Trump har misbrugt sit embede, mener Demokraterne. (Foto: © pool, Scanpix)

Demokraterne har her til aften udgivet en over 300 sider-lang rapport, der hævder, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har misbrugt sit præsidentembede.

Det skriver blandt andre CNN.

Rapporten er udfærdiget af efterretningsudvalget, og dens konklusion var ventet.

Den opsummerer flere ugers høringer, der både har været lukkede og åbne for offentligheden.

Det amerikanske retsudvalg skal nu behandle rapporten - og derefter skal Repræsentanternes Hus stemme om formelt at starte en rigsretssag mod Trump.

Rapporten handler om Ukrainesagen.

Republikanerne udgav deres rapport om sagen mandag. Her forsvarer de præsidentens handlinger, som de ikke mener, er ulovlige.

En meget omtalt telefonsamtale

Ukrainesagen handler om, hvorvidt Trump har misbrugt sin magt som præsident for egen vindings skyld.

Og sagen kredser om en telefonsamtale mellem Trump og Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj, som fandt sted i juli måned.

Her bad præsident Trump den ukrainske præsident om at efterforske hans potentielle præsidentrival Joe Biden og hans søn Hunter Biden.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj er en af hovedpersonerne i Ukrainesagen. Et opkald mellem ham og præsident Trump har fået en såkaldt whistleblower til at slå alarm og indberette det til den amerikanske efterretningstjeneste. (Foto: © Petras Malukas, Scanpix)

I september kom det frem, at en person ansat i USA's efterretningstjeneste blev informeret om samtalen og fandt den så bekymrende, at vedkommende indberettede det via en whistleblowerordning.

Siden har Demokraterne anklaget Donald Trump for at have tilbageholdt USA's milliardstore militære hjælpepakke til Ukraine for at presse Zelenskyj.

Trump har erkendt, at han personligt blokerede for, at midlerne blev frigivet til Ukraine - hvilket de sidenhen er blevet - men afviser, at det var med det formål at presse Zelenskyj.

I kølvandet på afsløringerne om den kontroversielle telefonsamtale har Demokraterne taget de første skridt, som kan føre til en rigsretssag mod præsident Trump: Den formelle indledende undersøgelse, hvor der indsamles så meget information som muligt.

Sådan her lød det, da formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, meddelte, at der nu bliver indledt en undersøgelse af sagen: