100 millioner amerikanere. Så mange skal vaccineres mod coronasmitte i løbet af de første tre måneder af 2021, lyder ambitionen.
I dag tager USA hul på det enorme vaccinationsprogram, hvor knap tre millioner vacciner er rullet ud fra medicinalvirksomheden Pfizers hovedsæde i Michigan.
- Vi taler om en af de største logistiske opgaver i USA siden anden verdenskrig, forklarer USA-korrespondent, Lillian Gjerulf Kretz.
Opgaven kompliceres af, at vaccinen skal opbevares ved en temperatur på minus 70 grader.
Sundhedspersonale forrest i køen
De første doser er forbeholdt en særlig gruppe: Sundhedspersonalet. Øverst på listen står også beboerne på de amerikanske plejehjem, hvor en stor andel af corona-dødsfaldene har fundet sted.
Derudover har man set på, hvor i landet der er størst behov, forklarer Lillian Gjerulf Kretz.
- Man har været inde og kigge på, hvor smitten er værst, og så har man kigget på, hvor der bor flest mennesker.
I løbet af i dag vil vacciner blive sendt til 145 centre over hele USA, og frem mod onsdag vil yderligere 200 centre rundt omkring i USA modtage vacciner.
- Det er et vendepunkt for os, så jeg er meget begejstret og glad for at være med til at hjælpe, lyder det fra Brady Fischer, der er med til at sende vaccinerne ud i delstaten Kentucky.
Udbredt skepsis
USA har døjet med høje smittetal, siden smitten i landet tog fat i foråret. Og det kan blive en udfordring at få nok vaccineret.
42 procent af amerikanerne har nemlig slet ikke tænkt sig at lade sig vaccinere. Ikke engang hvis den er gratis. Det viser en undersøgelse foretaget af Gallup i november. Det er dog flere, end da de lavede en tilsvarende undersøgelse i september.
Vaccinen fra Pfizer er udviklet i samarbejde med den tyske medicinalvirksomhed BioNTech. Den blev godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder fredag, efter de ikke fandt nogle problemer i forhold til dens sikkerhed.
Flere end 300.000 coronasmittede amerikanere har mistet livet.
I en tidligere udgave af artiklen fremgik det, at vaccinen fra Pfizer og BioNTech skulle opbevares ved minus 94 grader. Vi havde dog glemt at omregne fra Fahrenheit, hvilket vi har rettet nu, så der står, at den skal opbevares ved minus 70 grader celsius.