Millioner af vacciner klar efter amerikansk vaccine-'go' - men langtfra alle vil lægge arm til

Ifølge præsident Trump vil coronavaccinen blive uddelt inden for et døgn, men ikke alle jubler, vurderer USA-korrespondent.

Det er en coronavaccine fra selskaberne Pfizer og Biontech, der er godkendt til nødbrug i USA. (Foto: © Bryan Woolston, Scanpix)

Nu er den her endelig, fristes man til at sige.

Den vaccinegodkendelse, som den amerikanske præsident Donald Trump i månedsvis har talt om som værende lige på trapperne.

Og det er helt afgørende nyt i et hårdt coronapresset land, lyder det fra Lillian Gjerulf Kretz, DR's korrespondent i USA.

- Det her er et historisk vendepunkt på et tidspunkt, hvor pandemien er taget til her i USA. Næsten 300.000 amerikanere er døde med covid-19, og i denne uge har vi set daglige dødstal på over 3.000, siger hun.

USA's lægemiddelstyrelse, FDA, har fredag lokal tid godkendt en coronavaccine fra selskaberne Pfizer og Biontech til nødbrug i USA. Det annoncerede præsidenten i nat på Twitter.

- Den vil redde millioner af liv og gøre en ende på pandemien, lød det i en video fra Trump.

Og godkendelsen betyder, at der de næste dage bliver hastet flere millioner vacciner ud til amerikanerne.

- Op mod 3 millioner doser vaccine kan blive sendt afsted allerede her i weekenden, og de første amerikanere kan dermed blive vaccineret måske allerede mandag eller tirsdag, fortæller Lillian Gjerulf Kretz.

Det er blandt andre det amerikanske fragtfirma FedEX, der skal distribuere vaccinen til de enkelte stater, og ifølge Trump bestemmer de enkelte guvernører, hvor i deres stat vaccinen skal hen.

Mistro til pandemiens alvor

Det vil i første omgang være læger, sygeplejersker, ældre og særligt udsatte, der vil modtage vaccinen i USA.

Og selvom det forventes, at en anden vaccine også bliver godkendt i næste uge, så er der stadig kun tale om en løsning til dele af befolkningen, vurderer Lillian Gjerulf Kretz.

- Der et godt stykke vej, før store dele af den amerikanske befolkning bliver vaccineret. Der vil vi nok være halvvejs inde i 2021.

Men det er langtfra alle amerikanere, der overhovedet er klar til at lade sig stikke i armen - om der så er en vaccine til dem eller ej.

I den amerikanske delstat Indiana er man gået i gang med at forberede sig på snart at skulle vaccinere udvalgte grupper. (Foto: © Bryan Woolston, Scanpix)

Troen på vaccinen splitter nemlig i den grad den amerikanske befolkning, og en stor del af den har både mistro til pandemiens alvor, til håndteringen af den og til selve vaccinen. Og det kan få stor betydning for, hvor mange der rent faktisk vil lade sig vaccinere, fortæller Lillian Gjerulf Kretz.

- Mange amerikanere har ifølge målinger udtalt, at de er stærkt skeptiske og ikke vil have den, eller at de vil vente og se. Kun 60 procent har sagt, at de er klar til at tage den.

- Det tal har dog været stigende de seneste uger, og det har fået blandt andre fået tidligere præsidenter og landets førende sundhedsekspert Anthony Fauci til at sige, at man er klar til at tage vaccinen i fuld offentlighed for at højne tilliden til den, siger USA-korrespondenten.

Ventetid udviklede sig til højspændt situation i USA

Smitteudviklingen i USA har de seneste måneder haft én kurs, og det er stejlt opad. Det viser tal fra Johns Hopkins University.

Flere end 8 procent af dem, der bliver testet i USA, er smittede med coronavirus, og store dele af landet er lukket mere eller mindre ned. Til sammenligning er andelen af testede, der er postive, lidt under 3 procent her i landet.

Og ventetiden på vaccinegodkendelsen i USA udviklede sig da også til en højspændt situation i 11. time i hovedstaden Washington.

Ifølge Washington Post har Det Hvide Hus angiveligt inden godkendelsen lagt stort pres på USA's lægemiddelstyrelse, FDA, og direkte truet styrelsens leder med fyring, hvis der ikke kom en godkendelse i hus fredag. En påstand, FDA dog afviser.

Donald Trump har de seneste dage dog gjort det helt klart på Twitter, at der skulle sættes skub i godkendelsen. Han har blandt andet kaldt FDA for en gammel, tung skildpadde, som skulle se at komme i gang med at redde liv.

Præsidenten har flere gange også beskyldt FDA for at holde igen med en godkendelse på grund af politiske motiver og ikke videnskab.

- Men samtlige sundhedsmyndigheder i USA har gjort det klart, at disse beslutninger bliver truffet baseret på data og videnskab - og kun videnskab - fortæller Lillian Gjerulf Kretz.

USA bliver med tilladelsen det sjette land i verden, der godkender en vaccine fra Pfizer og Biontech. Storbritannien, Canada, Mexico, Saudi-Arabien og Bahrain har også godkendt vacciner derfra.

Der er endnu ikke godkendt nogen coronavacciner i EU.

29. december skal vaccinen fra Pfizer og Biontech evalueres af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). Den kan herefter blive godkendt 31. december.