Når briterne endeligt forlader EU, så vil der sidde millioner af EU-borgere uden sikkerhed for, om de kan blive i landet eller ej.
Siden Storbritannien blev medlem af EU, har EU-borgere kunne rejse til landet uden andet end deres pas og har frit kunne bo og arbejde i hele kongeriget. Det ændrer sig formentlig, så myndighederne – og en del ambassader – opfordrer EU-borgerne til at søge om opholdstilladelse.
Og det er en tidskrævende og bureaukratisk omgang: 80 sider, der skal udfyldes og hundredvis af dokumenter, der skal bevise, at man har boet og arbejdet i Storbritannien permanent i fem år.
Fem år gamle regninger
- Det er ikke let at finde fem år gamle vandregninger, fem år gamle kvitteringer for alt muligt, fortæller Phillip Norstrand, der har boet og arbejdet i England i mere end 10 år. Han er en af de mellem 40.000 og 50.000 danskere, der bor i Storbritannien og som føler sig fanget af den nye virkelighed.
- Jeg forstår ikke, hvorfor myndighederne ikke bare sender os et venligt brev i stedet for det her. Skattevæsenet har jo ikke nogen problemer med at finde mig og alle andre – vi betaler fuld skat her og bidrager til samfundet, siger Phillip Norstrand.
Ikke rimeligt
Forholdene for danskere og andre udlændinge i Storbritannien er en stor del af de forestående Brexitforhandlinger, og emnet er særlig ømtåligt, da netop de mange udlændinge og indvandring vurderes til at være en væsentlig grund til at briterne valgte at stemme for at forlade EU.
Forholdene for de mange briter, der bor i andre EU-lande - særligt i Spanien - er en del af de samme forhandlinger.
- Jeg har boet her i 25 år. Min britiske mand, mine børn og mit liv er her. Og nu er der pludselig usikkerhed om, hvorvidt jeg kan blive. Det er ikke særlig rart. Ligesom det ikke er særlig rart at vide, at halvdelen af mine kollegaer på arbejdspladsen har stemt for, at sådanne nogle som mig ikke længere skal kunne bo her, fortæller danske Anne Lise Lose, som også netop nu er i gang med at søge opholdstilladelse.
- Det er så oven i købet meget besværligt. Jeg forstår godt, at man vil vide, hvem der bor her i landet, men det her er ikke rimeligt, siger Anne Lise Lose.