Danske virksomheder på charmeoffensiv i Iran

Dansk erhvervdelegation i Iran med udenrigsministeren kort før sanktioner ventes ophævet

En dansk erhvervsdelegation følger udenrigsminister Kristian Jensen til Iran, hvor nye markeder åbner sig i takt med, at sanktionerne mod landet fases ud i løbet af i år. Arkivfoto (Foto: © RAHEB HOMAVANDI, Scanpix)

Iran håber at de internationale sanktioner imod landet bliver lempet markant i løbet af ganske få uger - sker det, står danske virksomheder klar til at sikre sig en bid af kagen.

I dag indleder Udenrigsminister Kristian Jensen et to-dages besøg i Iran. Ifølge ministeriet regner de med, at hvis sanktionerne bliver ophævet, kan det øge den danske eksport til Iran med 500 millioner kroner.

Med på turen er også en dansk erhvervsdelegation. En af deltagerne er Jakob Ullegård, der er direktør i afdelingen for Politik og Analyse hos Danmarks Rederiforening. Og han har store forventninger.

- Når sanktionerne bliver ophævet, kommer der hurtigt gang i olieeksporten, og der vil vi gerne ind og være med, for Iran har et stort potentiale, siger Jakob Ullegård.

Også markedet for containerfragt af for eksempel kul og jernmalm er interessant for danske rederier - selv om det tager længere tid at få gang i end olieeksporten.

Samlet set anslår Jakob Ullegård, at en åbning af det iranske marked kan øge danske rederiers eksportindtægter med 150 millioner om året

Jakob Ullegård regner ikke med at besøget i Iran decideret bliver brugt til at indgå aftaler, men det kan skabe nye kontakter og genetablere gamle forbindelser på det iranske marked, der har ligget i dvale i de seneste tre-fire år på grund af sanktioner.

- De danske selskaber har et godt ry, siger han.