Irans præsident, Hassan Rouhani, siger, at han venter at se sanktionerne mod Teheran blive ophævet i midten af januar.
Meldingen kommer, efter at FN har afsluttet en inspektion af "de mulige militære dimensioner ved Irans atomprogram".
- Den vigtigste hindring er nu væk for implementeringen af aftalen, siger Rouhani, som onsdag talte på det statslige tv.
Rouhani er pragmatiker og udløste et tøbrud mellem Den Islamiske Republik og Vesten i 2013, da han blev valgt.
Samtidig siger generaldirektøren for Det Internationale Atomenergiagentur, Yukiya Amano, at det er muligt, at sanktionerne vil blive ophævet i januar.
Udtalelserne kommer efter en omfattende rapport om Irans atomaktiviteter fra IAEA.
Rapporten siger, at Iran udførte arbejde, som var "relevant" for udviklingen af atomvåben mindst indtil udgangen af 2003, men der er ingen konkrete tegn på, at Iran forsøgte at udvikle atomvåben.
- Agenturet vurderer, at en række aktiviteter, der var relevante for udviklingen af en atombombe, blev udført i Iran inden udgangen af 2003 som en koordineret indsats. Og nogle aktiviteter fandt sted efter 2003, hedder det.
Agenturet siger dog videre, at arbejdet ikke gik længere end videnskabelige undersøgelser "og erhvervelse af visse relevante tekniske kompetencer og evner".
/ritzau/Reuters