Dansk stjernearkitekt bliver ridder i Frankrig

Bjarke Ingels modtager den fornemme franske ridderorden Arts et Lettres.

- Nu kan jeg kalde mig dobbelt-ridder. Det er da ret cool, siger en glad Bjarke Ingels, (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Franskmændene kalder ham “Le Starchitecte”, stjernearkitekten. Nu kan de også kalde ham “Le Chevalier”, ridder: På fredag modtager Bjarke Ingels nemlig den franske ridderorden Art et Lettres.

- Det er jeg selvfølgelig enormt stolt af. Frankrig er et land, der virkelig prioriterer kulturen, siger Bjarke Ingels til DR Nyheder

Hans tegnestue BIG har slået stort igennem i Frankrig, hvor Bjarke Ingels står bag så forskellige byggerier som den nye udvidelse af Sorbonne Universitetet i Paris, den kommende metrostation Bondy, kulturhuset Méca i Bordeaux og genåbningen af det ikoniske stormagasin Gallerie Lafayette på Champs Elysées.

Arkitekten er i forvejen Ridder af Dannebrog:

- Nu kan jeg kalde mig dobbelt-ridder. Det er da ret cool, siger en glad Bjarke Ingels, der modtager sin franske ridderorden på Den Franske Ambassade i København.

Udnævnelsen sker kun en måned efter, at Danmarks kronprinspar var på besøg i Paris i forbindelse med et erhvervsfremstød, hvor netop dansk arkitektur var et af hovedtemaerne.

  • Skuespiller Mads Mikkelsen er også udnævnt som fransk ridder. (Foto: © Celina Dahl, Scanpix)
  • Det samme er skuespiller Sidse Babett Knudsen. (Foto: © Simon Skipper, Scanpix)
  • Musiker Benjamin Koppel. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)
  • Forfatter Jens Christian Grøndahl. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)
  • Og kunstneren Olafur Eliasson. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)
1 / 5

Blandt de danskere, der kan bryste sig af at være franske riddere, er skuespillerne Mads Mikkelsen og Sidse Babett Knudsen, musikeren Benjamin Koppel, forfatter Jens Christian Grøndahl og kunstner Olafur Eliasson.