Den danske folketingspolitiker Pelle Dragsted (Ø) har med egne ord været vidne til nogle meget voldsomme scener som observatør af folkeafstemningen om et selvstændigt Catalonien.
- Da politiet skulle køre fra stedet, var der mange af dem, der var mødt op for at stemme, der satte sig ned foran bilerne eller stod med armene over hovedet som en fredelig protest, siger Pelle Dragsted, der er af sted med fire andre medlemmer af Folketinget.
- Jeg var lige ankommet og var gået forbi politiets kæde. Lige pludselig angreb politiet meget voldsomt de mennesker, der sad ned og stod op. I samme øjeblik, som de angreb, begyndte de at skyde med gummikugler.
Han så blandt andet en ældre mand blive ramt.
- I det øjeblik der blev skudt, vidste jeg ikke, hvad der blev skudt med. Men efterfølgende talte jeg med flere. De viste mig de store gummikugler, som har en størrelse midt imellem en tennisbold og en bordtennisbold, siger han til Ritzau.
- Det er voldsomt
Pelle Dragsted er chokeret og trist over se sådanne voldsomme scener midt i Europa.
- Det er voldsomt at opleve politiet, som skulle forsvare folks rettigheder, forhindre mennesker i at udøve deres demokratiske ret, siger han.
Det israelske parlamentsmedlem Ksenia Svetlova fortæller AP, at hun ligeledes har set politiet skyde med gummikugler.
- Jeg så folk bløde og være tilskadekomne, og det er ikke de første tilskadekomne, jeg har set i dag, blive kørt væk i ambulance, siger hun.
Ifølge beredskabsmyndighederne er 38 personer kommet til skade i Catalonien i dag efter konfrontationer med politiet. Der er primært tale om lettere skader, men ni personer har været på skadestuen, og der er meldinger om, at tre personer har mere alvorlige skader.
Politiet og civilgarden er sat ind for at forhindre afstemningen, som ifølge domstolene og centralregeringen i Madrid er forfatningsstridig. Ifølge regeringen er politiets opgave at konfiskere stemmesedler og valgurner, men de har også trukket folk væk fra valgstederne, brugt knipler og skudt med gummikugler.
Politifolk har desuden stormet et valgsted nær Girona, hvor de ødelagde vinduer og glasdøre til den hal, hvor den regionale præsident, Carles Puigdemont, efter planen skulle have stemt. Han måtte derfor afgive sin stemme i en anden landsby.
Observatør fra DF: Massivt opbud af vælgere
Pelle Dragsted og israelske Ksenia Svetlovaer er inviteret til Catalonien som valgobservatør af organisationen The Public Diplomacy Council of Catalonia (Diplocat), der er administreret af delstatsregeringen i Catalonien.
Ifølge Diplocat er der i alt 33 internationale observatører til stede i Catalonien i forbindelse med afstemningen - de er alle medlemmer af parlamentet i deres hjemland.
Også Alex Ahrendtsen (DF), som er folketingsmedlem for DF, er i Barcelona som valgobservatør.
Han har søndag formiddag nået at besøge to valgsteder i Barcelona, hvor afstemningen er forløbet roligt.
- Begge steder har der været et massivt opbud af mennesker, der har ventet meget længe. Fra tid til anden gjalder der et råb gennem mængden, som betyder, "vi vil stemme", hvorefter der bliver klappet. Det er en kæmpe folkefest hernede, siger han til Ritzau.
/DR Nyheder/