"Vi skal gøre, hvad vi kan, for at I ikke bliver smidt ud med det samme."
Sådan lød det "beroligende" budskab i breve, som Oxford Universitet i England sendte ud til alle sine udenlandske forskere lige efter den britiske folkeafstemning sidste år.
Udenlandske medarbejdere udgør hele 41 procent af forskerstaben på universitetet.
Èn af dem er seniorforsker Lea Barfod, som arbejder på Jenner Institute, hvor al Oxfords malaria-forskning er samlet.
- Afstemningen skabte et stort chok på universitetet og en masse utryghed, som man sagtens kan mærke i hverdagen, fortæller Lea Barfod, mens væsker bobler, og maskiner snurrer omkring hende i laboratoriet, og dialekterne afslører, at engelsk ikke er modersmålet for de fleste.
- Alle spørger sig selv: Kan vi blive? Hvor længe? Hvad med projekterne? Og hvordan kommer det i det hele taget til at være i England.
Uden penge
Forskerne fra andre EU-lande har grund til bekymring. Ikke bare over fremtiden for dem selv og deres egen status som EU-borgere i Storbritannien, men også over, om der overhovedet vil være forskningsprojekter at arbejde på.
Som leder af Jenner-instituttet, Adrian Hill, forklarer, så er mere end 30 procent af instituttet finansieret af EU-midler. Lige inden den britiske afstemning fik instituttet alene bevilget 150 millioner kroner til at stå i spidsen for et storstilet internationalt forsøg på at udvikle en malaria-vaccine. Sammen med 15 andre lande - inklusiv Danmark - er projektet lige gået i gang i januar.
- Men når Storbritannien udtræder af EU, vil vi ikke være i stand til at søge de forskningsmidler mere. Så i værste fald risikerer vi at stå uden penge og med en vaccine, som ikke er færdig, og en helt masse spildt arbejde, konstaterer Adrian Hill.
Briterne får mest
Forskningssamarbejdet i EU bliver finansieret over fælleskassen - det vil sige det budget, som alle landene betaler ind til årligt.
EU-kommissionen uddeler så bevillinger ud fra de prioriteter og kriterier, som landene er blevet enige om. Det gælder blandt andet om at støtte forskningsprojekter på tværs af landegrænser og korte deadlines, som netop Malaria-projektet OptimalVax.
Da Storbritannien har rigtig mange gode forskere, lykkes det dem også at tiltrække mange midler. Faktisk får de mange flere midler ud af forskningspuljen Horizon2020, end de indbetaler. Storbritannien er det EU-land, som indtil nu har modtaget flest penge fra forskningspuljen.
Slagsmålet om regningen
Men nu da briterne forlader samarbejdet, skal regnebrættet gøres op. Det er også tilfældet på forskningsområdet, hvor briterne har været med til at give grønt lys til bevillinger, der strækker sig flere år ud i fremtiden, ligesom britiske forskere er blevet lovet bevillinger – i Adrian Hills tilfælde frem til 2021.
Forskningsbevillingen er en del af den efterhånden berømte skilsmisseregning, som EU og Storbritannien har diskuteret længe, og nu har sat sig til forhandlingsbordet for at løse.
Meldingerne fra den britiske regering har indtil videre været, at de ikke vil betale det, EU kræver, og at det er slut med at betale ind til EU’s budget. Samtidig har premierminister Theresa May dog åbnet for, at der er ting, briterne fortsat vil have en interesse i at være med i. Hun har sågar garanteret britiske forskere, at regeringen nok skal kompensere for de bevillinger, som de er blevet lovet fra Horizon2020, inden briterne udtræder.
Men da forhandlingerne først lige er gået i gang, er der ingen, der ved, hvad der er vrede ord og valgkampsretorik, og hvad der er håndfaste løfter - og om der hersker det samme syn på finansiering og løfter på begge sider af kanalen.
Fri bevægelighed følger med
Briterne kan sagtens vælge at sige, at de gerne vil fortsætte med at være med i EU’s forskningsprogram, efter de har forladt EU. Det er lande, som Schweiz, USA og Australien i dag.
Der er bare to krav: At man indbetaler til forskningsprogrammet, og at man garanterer fri bevægelighed for forskere. Særligt det sidste kan blive en sten i skoen for briternes politiske dagsorden om at begrænse den fri bevægelighed.
Tilbage står det faktum, at hvis ikke den britiske regering betaler sin andel af regningen - i det her tilfælde de bevillinger de har været med til at give i EU’s navn - så skal de øvrige 27 lande til lommerne efter flere penge.
Alternativt må man trække løfter om finansiering og bevillinger tilbage, som allerede er givet – noget der indtil nu er blevet betragtet som utænkeligt og i hvert fald vil levere beskæftigelse til en EU-jurist eller to.