Dansk dommerformand demonstrerer i Polen: De er lige nu ikke værdige til EU

Dommere fra hele Europa er i dag taget til Warszawa for at demonstrere mod indskrænkningen af retsstaten i Polen.

- Det, der ryster mig mest, er, at det er jo ikke et kup, den polske regering foretager. Alt, hvad der foregår i Polen, er helt demokratisk - der bliver stemt om det og debatteret.

Sådan lyder det fra formanden for den danske dommerforening, Mikael Sjöberg, der sammen med flere end 50 internationale dommere i dag er rejst til Polens hovedstad, Warszawa, for at støtte deres polske kollegaer.

Flere end 1.000 polske dommere ventes nemlig i dag at trække i fuldt ornat - i Polen kendt som toga - for at demonstrere mod det, de mener er 'en kraftig forværring af forholdene for de polske domstole', fortæller Mikael Sjöberg.

- Man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om de polske domstole i dag er uafhængige. Regeringen bestemmer, hvem der er dommere, og dommere må ikke længere udtale sig kritisk over for regeringen, siger han.

- Polen er lige nu ved at opgive at være en retsstat, siger dommerformanden.

Ikke værdig i EU

Dagens solidaritetsmarch udspringer af en lov, der blev fremsat og vedtaget i det polske parlament lige før jul.

Loven begrænser de polske dommeres ytringsfrihed, blandt andet ved at forbyde dommerne at indklage polske retsreformer til EU-domstolen. Noget, som regeringskritiske dommere har brugt meget og betragter som en 'redningsplanke' til EU.

Dagens solidaritetsmarch, hvor internationale dommer også deltager, udspringer af en lov, der blev fremsat og vedtaget i det polske parlament lige før jul. Mikael Sjöberg deltager fra Danmark. (Privatfoto)

Ifølge Mikael Sjöberg, der for knap et år siden sendte et brev til Danmarks statsminister angående situationen i Polen, gør Polens regering, hvad den kan for at indskrænke domstolenes uafhængighed.

- Mine polske kolleger er bekymrede, fordi de føler sig overvåget. Der bliver rejst sager mod flere af dem – blandt andet mod min formandskollega, der har fået en disciplinærsag på halsen, fordi han i 55 tilfælde har kritiseret regeringen. Det er helt uhørt, at det sker i et EU-land, siger Mikael Sjöberg og fortsætter så:

- Jeg vil gerne sige det... Polen er for tiden ikke en retsstat og ikke en retsstat, der er værdig i EU.

Et polsk anliggende

Mikael Sjöberg erkender, at der dybest set er tale om polsk indenrigspolitik - og dermed et anliggende for Polen.

Men, siger han, der er ikke tale om politik, hvis man mener, at uafhængige domstole er et særkende for retsstaten.

- Og hvis retsstaten er under fare - og det er den, hvis man fjerner uafhængigheden for dommere - så har du fjernet vagthunden. Så er der ikke tale om en retsstat længere. Det, der sker i Polen lige nu, er et angreb på retsstaten, fastslår den danske dommerformand.