Iran har indkaldt ambassadører fra Danmark, Holland og Storbritannien oven på et angreb på en parade lørdag, hvor mindst 25 mennesker er blevet dræbt.
Det skriver det iranske nyhedsbureau Irna ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ambassadørerne er blevet indkaldt til møde i hovedstaden Teheran midt om natten lokal tid. Ifølge Irna bliver Danmark, Holland og Storbritannien anklaget for at huse iranske oppositionsgrupper.
Det bliver ikke nævnt, hvilke grupper den iranske regering henviser til.
- Det er ikke acceptabelt, at disse grupper ikke bliver betragtet som terrororganisationer af EU, så længe de ikke begår terrorangreb i Europa, siger Bahram Qasemi, der er talsmand ved Irans udenrigsministerium.
Det er uklart, hvad den præcise forbindelse til angrebet på paraden er.
Mindst 25 dræbte
Tidligere på dagen lød anklagen fra Irans øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, at angrebet var begået af "USA's marionetter i regionen".
Mindst to grupper, herunder Islamisk Stat, har erklæret, at de står bag angrebet uden at fremlægge bevis for dette.
Ud over de mindst 25 dræbte er 70 personer blevet såret i angrebet, skriver Reuters, der citerer iransk stats-tv.
Ifølge iransk stats-tv angreb bevæbnede mænd en militærparade i byen Ahvaz i det sydvestlige Iran. Da paraden var en militærparade er ofrene hovedsageligt medlemmer af Irans Revolutionsgarde.
Garden refererer direkte til landets øverste åndelige leder og ikke til nogen i hærledelsen.
/ritzau/