En talsmand for den iranske hær giver militante med forbindelse til USA og Israel skylden for dagens angreb på en militærparade i byen Ahvaz.
Paraden, som var en markering af 38-årsdagen for krigen mellem Iran og Irak, blev angrebet af militante, som var iført militæruniformer. De skød fra en nærliggende park, skriver BBC.
24 mennesker, deriblandt civile og elitetropper fra den iranske revolutionsgarde, blev ifølge statslige medier dræbt. Mere end 50 skal være såret.
Og imens en topperson i den iranske revolutionsgarde, kontreadmiral Ali Fadavi, kort efter angrebet fordømte det som IS-relateret, er der nu nye toner fra det iransk militær.
- Disse terrorister var trænet og organiseret af to golfstater. De er ikke fra Daesh (nedsættende betegnelse for IS, red.) eller andre grupper som bekæmper Irans islamiske system (...) men de er forbundet til USA og Mossad (Israels efterretningsvæsen, red.), siger brigadegeneral Abolfazl Shekarchi til det officielle nyhedsbureau IRNA.
To grupper har taget skylden
Kort efter anslaget tog den lokale arabiske regeringskritiske militsgruppe, Ahvaz Nationale Modstand, skylden for det. Umiddelbart præsenterede gruppen ikke beviser.
Senere tog også terrororganisationen IS skylden for angrebet, ifølge gruppens Amaq-nyhedsbureau. Heller her blev der fremvist beviser.
Den iranske udenrigsminister Javad Zarif udtaler ifølge BBC, at angrebet blev begået af "terrorister betalt af et fremmed regime". Iran har tidligere beskyldt Saudi-Arabien for at stå bag angreb begået af arabiske seperatister.
- Iran holder terrorsponsorer og deres amerikanske herrer ansvarlige, siger Javad Zarif.
Ifølge BBC stod fire mænd bag angrebet. To blev dræbt og to blev arresteret, ifølge den lokale guvernør.