Catalansk separatistleder forlader sit eksil for at besøge Danmark

Carles Puigdemont forlader for første gang sit eksil i Belgien og tager til København.

Puigdemont har siddet i eksil i Belgien siden slutningen af oktober efter Cataloniens uafhængigsafstemning sidste år. (Foto: © JOHN THYS, Scanpix)

Carles Puigdemont, den catalanske separatistleder, forlader for første gang sit eksil i Belgien og tager til København for at deltage i en debat på Københavns Universitet.

Det bekræfter leder af Institut for Statskundskab Mikkel Vedby Rasmussen.

Debatten, der finder sted mandag 22. januar, handler om den politiske situation i Catalonien og de udfordringer, som den spanske region står overfor.

Puigdemont skal debattere med professor Marlene Wind og professor Christian F. Rosbøll. Mikkel Vedby Rasmussen modererer debatten.

Puigdemont har siddet i eksil i Belgien siden slutningen af oktober, efter at myndighederne i Spanien udsendte en international arrestordre på ham for hans rolle i en omstridt afstemning om uafhængighed af Spanien, som blev afholdt 1. oktober.

Den arrestordre blev ophævet igen i starten af december, men han kan stadig blive sigtet for oprør i Spanien.

Regeringen i Catalonien gennemførte - med Puigdemont i spidsen - afstemningen, selv om Spaniens forfatningsdomstol havde slået fast, at den var ulovlig.

Under halvdelen af de catalanske vælgere deltog. Af dem stemte ni ud af ti for løsrivelse. Knap en måned senere vedtog et lille flertal af det catalanske parlament at erklære Catalonien for selvstændig.

Samme dag opløste centralregeringen i Madrid det regionale parlament, fyrede den lokale regering, udskrev nyvalg og overtog styringen af regionen.

Herefter rejste Puigdemont og fire eksministre til Belgien. Andre medlemmer af regeringen blev fængslet.

Separatistlederen førte valgkamp fra Belgien. Og oven på resultatet, som har givet tilhængerne af løsrivelse et flertal i det catalanske parlament, ønsker han at regere Catalonien fra sit eksil.

Sker det, har premierminister Mariano Rajoy truet med at opretholde direkte styre i regionen.

/ritzau/