Den afsatte catalanske leder Carles Puigdemont kræver, at den spanske regering i Madrid genindsætter den regionale regering i Catalonien.
Det siger han lørdag fra sit eksil i Belgiens hovedstad, Bruxelles, ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Som præsident kræver jeg, at den spanske regering og de, der støtter den, genopretter alt det, de har frataget catalonierne uden deres samtykke, siger Puigdemont.
Han opfordrer samtidig regeringen i Madrid til "politisk forhandling".
Puigdemont ønsker at blive genindsat som præsident i Catalonien, når det nyvalgte catalanske parlament samles 17. januar.
Han er flygtet til Bruxelles for at undgå at blive anholdt i Spanien.
I det nyvalg, der blev holdt i Catalonien 21. december, fik de separatistiske partier tilsammen en knap sejr.
De kan imidlertid få svært ved at danne regering. Flere af separatistlederne sidder fængslet i Madrid, mens Puigdemont fortsat er i eksil i Bruxelles.
Puigdemonts rådgivere er ved at undersøge, om han kan genopstille til posten som præsident, selv om han opholder sig i udlandet.
Krisen i Catalonien brød ud i lys lue, da separatisterne 1. oktober gennemførte en folkeafstemning om løsrivelse, som Spaniens højesteret erklærede ulovlig.
Senere på måneden ophævede premierminister Mariano Rajoy Cataloniens selvstyre og udskrev valg i regionen.
Rajoy har kaldt det "fuldkommen absurd at tro, at man kan lede en spansk region fra et eksil i Bruxelles".
/ritzau/AFP