Den britiske premierminister David Cameron har i dag sendt et brev til formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk.
Brevet indeholder fire krav, som Storbritannien vil lægge på bordet under en genforhandling af landets medlemskab af EU. Resultatet af genforhandlingen vil siden blive omdrejningspunktet i en folkeafstemning, hvor de briterne skal beslutte, om de skal forlade eller blive i EU.
Cameron henviste specifikt til Danmark, da han i dag holdt pressemøde efter en tale om de britiske krav til EU.
- Det, vi går efter, er ændringer, som er juridisk bindende og uigenkaldelige og godkendt af alle 28 medlemmer - ligesom Europa har løst den type problemer i fortiden med den danske protokol og den irske protokol, sagde David Cameron.
Går hurtigere
Henvisningen til Danmark og Irland er ingen tilfældighed. For forløbet omkring de danske EU-forbehold udgør et vigtigt forbillede for den britiske regering, når man nu skal i gang med at genforhandle Storbritanniens medlemskab af EU.
- Både den danske løsning i 1993, da vi fik de fire forbehold med Edinburgh-afgørelsen, og da irerne stemte nej til Lissabon-traktaten, da lavede man en aftale under folkeretten. Det er en juridisk bindende aftale, hvor man lovede både danskerne og irerne, at så snart traktaten skulle åbnes igen, så ville man vedhæfte det som en protokol, fortæller Maya Kluger Rasmussen der er senioranalytiker i den EU-positive tænketank Europa.
Fordelen ved at stile mod en international aftale før en ændring af EU-traktaten er, at førstnævnte går væsentligt hurtigere.
Skuffende ukonkret
Maya Kluger Rasmussen har dog umiddelbart svært ved at vurdere, i hvilket omfang de britiske krav vil kræve traktatændringer, fordi Camerons tale i dag for ukonkret og "ikke indeholdt noget nyt".
Hun peger dog på to væsentlige forskelle på det forløb, briterne har taget hul på, og det, som Danmark og Irland har været igennem.
- Både i Danmark og i Irland søgte man om at få nogle undtagelser, efter at folket havde stemt - hvor man i Storbritannien gør det, inden folket har stemt, siger Maya Kluger Rasmussen, som tidligere har skrevet en analyse om, hvad briterne kan lære af Danmark og Irland.
Den omvendte rækkefølge i Danmark og Irlands tilfælde betød, at man havde mulighed for at strikke nogle undtagelser sammen, som havde stor chance for at blive godkendt ved nye folkeafstemninger. Samtidig blev den danske og irske regering mødt med en betydelig velvilje fra EU-kollegerne, fordi de begge havde anbefalet at stemme ja til henholdsvis Maastricht- og Lissabon-traktaten.
- I forhold til Storbritannien aner man jo overhovedet ikke, om det vil være nok til at få befolkningen til at stemme ja, hvis Cameron får nogle af de her ting, han nævnte. Så der er en større margen af usikkerhed, siger Maya Kluger Rasmussen.
Flere vil have særordninger
Den anden væsentlige forskel mellem Danmark/Irland og Storbritannien er, at danskerne og irerne kun efterspurgte ændringer, som angik dem selv - og man stod alene med ønsket om undtagelser.
Sådan forholder det siger ikke længere, siger Maya Kluger Rasmussen:
- Der er jo flere lande, som også godt kunne tænke sig at ændre deres medlemskab. Så derfor er risikoen, at Cameron åbner ballet for, at der er andre lande, som vil sige: Hvis I får det, så vil vi også have noget. Så det er lidt en farligere diskussion.