Californien kæmper mod de værste skovbrande i statens historie

Trump skoser Californiens miljøpolitik. Eksperterne tager sig til hovedet.

Et brandfly forsøger at dæmpe ilden fra Mendocino Complex Fire, der er den største i Californiens historie. (Foto: © Noah Berger, Scanpix)

Den amerikanske delstat Californien er fortsat ramt af voldsomme skovbrande, som har kostet syv menneskeliv, mens tusinder er blevet evakueret.

Indtil videre er et areal, der svarer til to gange Bornholms areal, slugt af flammerne, mens tusinder af brandfolk kæmper mod ilden, som har hærget i den nordlige del af staten i halvanden uge.

De voldsomme flammer kommer fra to brande, som de lokale myndigheder omtaler som Mendocino Complex Fire, og den er den største i statens historie. Branden truer ifølge nyhedsbureauet AP i øjeblikket 11.300 bygninger.

Den ene brand er fordoblet i størrelse på bare tre dage, beretter CNN.

Mens tusinder af brandmænd fortsætter kampen mod den store brand, raser i alt 16 store skovbrande på tværs af USA's mest folkerige stat.

Punktering startede dødelig brand

En af de voldsomme brande i regionen begyndte den 23. juli, da gnister fra en punkteret trailer antændte den såkaldte Carr brand, som har kostet syv personer livet.

Den har raseret i to uger, mens i alt 14.000 brandmænd forsøger at få bugt med de mange brande i staten.

En beboer kæmper for at redde sit hjem nær Clearlake Oaks i Californien. (Foto: © Noah Berger, Scanpix)

Ifølge AP kæder eksperter de voldsomme brande sammen med varmere vejr som følge klimaforandringer.

I går landede forstærkninger fra Australien og New Zealand for at hjælpe med indsatsen.

Præsident Trump bebrejder "dårlige miljølove"

Mens eksperter peger på tør vegetation, vindforhold og varmt vejr som forstærkende faktorer, har præsident Trump langet ud efter statens miljøpolitik, som han mener forstærker ilden.

Statens "dårlige miljølove" forhindrer brandmændene i at få nok mængder vand til rådighed, lyder det fra præsidenten i et tweet.

Flere eksperter sår dog tvivl om præsidentens udtalelse.

- Vi har masser af vand, lyder det fra statens vicebrandchef, Scott McLean, ifølge AP.

Et brandfly forsøger at dæmpe flammerne i Lakeport i Californien. (Foto: © Kent Porter, Scanpix)

Brandene finder nemlig sted inden for rækkevidde af flere søer og statens største flod. Derudover er det muligt at indhente vand fra landbrugets vandingshuller oplyser han.

Nyhedsbureauet har også talt med Jay Lund, som er civil- og miljøingeniør og professor ved University of California, der er meget afvisende over for præsident Trumps udmelding, som han ifølge AP kalder "så fysisk umulig, at man ikke rigtig gider svare".

Eksperter peger i stedet på, at fem års tørke i staten har efterladt enorme mængder døde træer, som udgør en alvorlig brandfare.