Bror til gerningsmand: Vi er forfærdede

Stephen Paddock, der står bag masseskyderiet i Las Vegas, er ikke kendt af politiet. Familien er i chok.

Skuddene blev affyret fra 32. etage på Mandalay Bay Hotel and Casino. (Foto: © mark Ralston, Scanpix)

Familien til 64-årige Stephen Paddock, der formodes at stå bag det blodige masseskyderi mod en country-koncert på hovedgaden 'The Strip' i Las Vegas, er chokeret over meldingerne om, at Paddock skal være skyld i det værste masseskyderi i USA's historie.

Stephen Paddock blev fundet død af politiet på sit hotelværelse, hvorfra der i flere minutter blev sendt skudsalver ned mod den sagesløse forsamling koncert-gængere.

På Stephen Paddocks værelse på 32. etage af Mandalay Bay Resort and Casino fandt politiet 10 skydevåben heriblandt automatvåben, der blev brugt til at sende kugleregnen afsted.

- Vi har ingen anelse. Vi er forfærdede. Vi er forvirrede, og vores kondolencer går ud til ofrene, siger Eric Paddock, bror til Stephen Paddock, telefonisk til nyhedsbureauet Reuters.

- Vi har ingen anelse om noget i verden, siger han ifølge Reuters.

Til den lokale tv-station WOFL-Channel 35 siger Eric Paddock:

- Vi kan ikke forstå, hvad der skete. Jeg kan ikke forestille mig det. Når I finder ud af, hvorfor dette skete, så lad os vide det. Jeg har ingen anelse om det.

Mindst 50 personer er døde i angrebet, der har givet chokbølger på de sociale medier, hvor mange videooptagelser bærer vidnesbyrd om det grufulde øjeblik, da der blev åbnet ild mod menneskemængden.

Ifølge politiet har 406 personer været på hospitalet i forbindelse med masseskyderiet.

Skyderiet mod Western-festivalen 'Route 91 Harvest Country Music Festival' foregik i den sydlige del af den 6,2 kilometer lange 'The Strip', hovedgaden i Las Vegas.

Ikke kendt af politiet

Stephen Craig Paddock er tidligere revisor og har bopæl i byen Mesquite 130 kilometer nordøst for Las Vegas.

En rolig by på 20.000 indbyggere, der især består af pensionerede golfentusiaster. Paddock er registreret ejer af en ejendom med en 62-årig samlever, der tidligere var eftersøgt, men som politiet nu er i 'kontakt' med.

Det lokale politi i Mesquite fortæller, at Stephen Paddock trods et 64 år langt liv ikke er kendt af politiet.

- Vi har ikke meget på hr. Paddock, siger talsmand for Mesquite-politiet, Quinn Averett.

Paddock har aldrig været arresteret, der er ikke registrerede opkald til politiet, han er ikke engang registreret for en færdselskontrol.

Ifølge Averett efterforsker det lokale politi i Mesquita omkring ét mord om året.

Ifølge offentlige optegnelser har Stephen Paddock tidligere haft adresser i Texas og Californien samt en jagt- og fiskelicens i Alaska fra 2010.

En gammel regeloverskridelse

På den lokale sherif Joe Lombardos pressemøde om hændelserne sent i aftes lokal tid, fortæller han, at politiet ikke har et særligt kendskab til Stephen Paddock, som heller ikke forbindes til militante miljøer.

- Stephen Paddock er en 64-årig, hvid mand fra Mesquite, som vi ikke har yderligere baggrundsinformation på.

- Det eneste, vi har på ham, er en 'citation', der ligger mange år tilbage.

En kriminel 'citation' er en mindre lovoverskridelse, som ikke kræver fysisk anholdelse.

Siden torsdag havde Stephen C. Paddock boet på Mandalay Bay Resort and Casino.

Kort efter skudepisoden efterlyste politiet hans 62-årige samlever. Politiet er nu i kontakt med hende, og hun er uden for mistanke, oplyser Las Vegas Metropolitan Police Department.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59d21f1b6187a40c7429e35d