Video viser kaos, da skuddene falder i Las Vegas

Øjenvidner fortæller om kaos og hysteri, da der blev åbnet ild mod koncert. Mindst 50 er døde og omkring 200 såret.

Mindst 50 personer er dræbt og over 200 er såret i et blodigt masseskyderi mod en koncert på det berømte hovedstrøg 'The Strip' i Las Vegas.

På videoen ovenfor kan man se panikken brede sig, da der blev åbnet ild mod koncertpladsen på 'The Strip' i den amerikanske by Las Vegas. Teltet er placeret i bunden af pladsen.

Politiet har udpeget den 64-årige Stephen Paddock fra Nevada som den skyldige.

Til CNN fortæller øjenvidnet Corinne Lomas, hvordan hun oplevede, at folk faldt omkring hende, da der blev åbnet ild mod koncertgæsterne.

- Vi troede først, det var fyrværkeri, men det blev hurtigt klart, at der blev affyret skud mod koncertpladsen.

- Vi begyndte at løbe sammen med mange andre, og nogle faldt dræbte og sårede om, mens vi løb, siger Corinne Lomas til CNN.

- Rædselsvækkende

Ifølge et dansk øjenvidne Malene Frejvald affyrede gerningsmanden godt 200 skud mod koncerten, hvor den amerikanske countrystjerne Jason Aldean optrådte.

Masseskyderiet var rettet mod Western-festivalen Route 91 Harvest hits, der foregik midt på The Strip på tredje døgn.

- I aften har været hinsides rædselsvækkende. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige, men jeg ønsker at lade alle vide, at mit crew og jeg er sikre. Mine tanker og bønner går ud til alle involverede i aften, siger Jason Aldean i en skriftlig kommentar på Instagram.

Ifølge politiet blev skuddene affyret fra et værelse på 32. etage på Mandalay Bay Hotel and Casino, der ligger på den anden side af 'The Strip'.

Sprang, klatrede og løb

Et andet øjenvidne fortæller til The Guardian, hvordan alle sprang og løb for livet, da der blev sendt skud ned mod forsamlingen.

- Vi var der for at nyde vores tid, og det var meget indlysende, at det var skud fra et våben. Der var hysteri, folk blev trampet ned. Jeg var hos min mand. Vi sprang over mure, klatrede over biler og løb for vores liv, siger Jackie Hoffing.

Et andet øjenvidne, Desiree Price fra San Diego fortæller The Guardian:

- Jeg hjalp nogen, der blødte. En pige blev skudt i hendes ben, den anden var ramt i hendes skulder. Det stoppede ikke, så vi løb alle - vi fortsatte, siger hun.