Der er endnu flere demonstrationer på vej i Storbritannien i aften, oven på mere end en uges voldelige optøjer og protester.
Optøjerne begyndte, efter at tre piger blev dræbt og ti såret af et knivangreb i Southport nord for Liverpool sidste mandag.
Drabene udviklede sig til antimuslimske- og immigrationskritiske protester, fordi der florerede et falsk rygte om etniciteten af den 17-årige dreng, der er sigtet for drabene på de tre børn og drabsforsøg på ti personer.
Afskrækkende domme
Der skulle være planlagt op til 100 demonstrationer i aften.
Forud for demonstrationerne har tre mænd i dag - som de første - fået domme for at have deltaget i de voldelige optøjer.
To af mændene har fået henholdsvis 20 og 30 måneders fængsel for grov forstyrrelse af den offentlige orden under optøjer i Liverpool, mens den tredje mand skal tre år i fængsel for blandt andet at have overfaldet en politibetjent i den engelske by Southport.
De britiske myndigheder håber, at dommene kan virke afskrækkende på dagens demonstranter, vurderer DR's Europa-korrespondent Anna Gaarslev. Det skulle gerne sende signalet:
- Hvis du overvejer at gå ud for eksempel i dag og kaste med sten eller slå på andre mennesker, så slår vi tilbage fra systemets side. Vi gør det hårdt, og vi gør det hurtigt, siger hun.
- Man håber simpelthen på, at de her straksdomme vil virke meget, meget afskrækkende.
Anna Gaarslev befinder sig i Liverpool, hvor personer, der bor tæt på byens rådgivningscenter for asylansøgere, er "frygtsomme" forud for demonstrationerne.
Tidligere på dagen besøgte Europa-korrespondenten rådgivningscenteret, som har valgt at lukke på grund af forestående demonstrationer.
- Der er lukket og slukket og plader for alle vinduer. Politiet fortæller, at de patruljerer meget, meget intenst i området, siger hun.