Britisk militær gør klar til at blive angrebet med kemiske våben

Soldater vil blive tilbudt vaccine mod miltbrand efter drabsforsøg mod russisk eks-spion.

Premierminister Theresa May hilser på britiske Nato-soldater i Estland. (Foto: © Ints Kalnins, Scanpix)

Storbritannien øger nu sit beredskab mod angreb med kemiske og biologiske våben markant.

Det sker som en direkte konsekvens af angrebet mod den tidligere russiske spion Sergei Skripal og hans datter Yulia Skripal i den engelske by Salisbury.

Britiske soldater fra landets udrykningsstyrke vil fremover blive tilbudt en vaccine mod det biologiske våben miltbrand.

Samtidig vil regeringen bruge 400 millioner kroner på at oprette et topmoderne center, der skal beskæftige sig med forsvar mod kemiske våben.

Tiltagene bliver annonceret i en tale af den britiske forsvarsminister, Gavin Williamson, i Bristol.

- Hvis vi tvivlede på den trussel, som Rusland udgør for vores borgere, behøver vi kun at se på deres hensynsløse angreb i Salisbury, siger Gavin Willianson.

Det britiske forsvarsministerium erkendte tidligere på ugen, at militærets beredskab mod kemiske, biologiske, radiologiske og atomare våben (CBRN) er blevet ignoreret i de seneste år, skriver Sky News.

Den britiske hærs særlige CBRN-regiment blev nedlagt i 2012.