'Hop af, så dør du' - Storbritannien og Rusland fortsætter ordkrig

Rusland vil udvise diplomater, men briterne truer med nye sanktioner efter giftangreb.

Britisk militær arbejder på at sikre beviser i byen Salisbury i England. (Foto: © adrian dennis, Scanpix)

Den diplomatiske krise mellem Storbritannien og Rusland spidser yderligere til efter giftangrebet mod en tidligere russisk spion og hans datter i England.

Storbritannien mener, det er "meget sandsynligt", at Rusland står bag angrebet med nervegiften Novichok mod eks-spionen Sergei Skripal og datteren Yulia Skripal.

Briterne har udvist 23 russiske diplomater efter angrebet, og i dag meddeler Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, ifølge nyhedsbureauet RIA, at man "snart" vil svare igen og udvise britiske diplomater.

Udtalelsen kommer efter en formiddag, hvor både det russiske og britiske udenrigsministerium har udvekslet beskyldninger og trusler i pressen.

På en pressebriefing i Moskva kalder en talskvinde for Ruslands udenrigsministerium de britiske anklager for "vanvittige" og "ekstraordinært farlige".

- Budskabet er igen og igen, at Storbritannien er uansvarlige, populistiske og russofobiske, siger DR Nyheders Rusland-korrespondent, Matilde Kimer.

Kan ramme rigmænd

Under briefingen tilbød Rusland at hjælpe briterne med efterforskningen af angrebet i den engelske by Salisbury. Men sådan en invitation får de nok ikke lige foreløbig.

I et interview med tv-stationen BBC siger den britiske udenrigsminister Boris Johnson, at Rusland tydeligvis har beholdt ulovlige kemiske våben fra sovjettiden. Og nu bruger regeringen våbnene til at skræmme sine modstandere, mener Johnson.

Præsident Vladimir Putin siger til folk, som tænker på at hoppe af, at "hvis du gør det, så dør du", siger Boris Johnson.

Udenrigsministeren oplyser, at de britiske myndigheder lige nu undersøger "en bred vifte af personer" med det formål at ramme allierede af præsident Putin med økonomiske sanktioner.

Med direkte reference til "de meget rige person, som har direkte forbindelse til Vladimir Putin", sagde Boris Johnson:

- Det kunne være, at politiet ville være i stand til at forbinde dem med uforklarlige rigdomme, at stille dem til regnskab for deres dybt korrupte handlinger, siger Boris Johnson.