Triumferende Farage: Det har været en lang rejse

PORTRÆT Dagens helt store sejrherre blev Nigel Farage, der det meste af sin politiske karriere har kæmpet mod EU.

- Nu er der 17 millioner, der har stemt på Brexit. Det er en sejr for almindelige og anstændige mennesker, lød det i dag fra Farage. (Foto: © GLYN KIRK, Scanpix)

Nigel Farage er en lykkelig mand. Hans livsmål er nået.

Som leder af United Kingdom Independence Party (Ukip) står han som dagens helt store sejrsherre efter briternes farvel til det EU, han foragter.

På tabersiden står premierminister David Cameron, der nu træder tilbage - og dagens vinder og taber kunne ikke være mere forskellige.

Mens David Cameron er blevet beskyldt for at være elitær og kejtet, så er Nigel Farage kendt som mere folkelig og en stærk kontrast til det politiske establishment.

Farage, der sammenlagt har været leder for Ukip i ni år, lader sig ofte fotografere med en øl i den ene hånd og en smøg i den anden, mens han joker og smiler til både vælgere og presse.

Ukip-vælgerne elsker hans direkte facon, og han er overordnet en populær partileder med en bred folkelig appel.

Nigel Farage ved en Leave-fest i Millbank Tower iLondon. (Foto: © GEOFF CADDICK, Scanpix)

- Rumænere er farlige naboer

Hans modstandere beskylder ham ofte for racisme, og han har tidligere selv anklaget amerikanske Donald Trump for at kopiere sin politiske retorik.

Ligesom den flamboyante Trump har Farages eget parti været igennem adskillige skandaler, fordi hans medlemmer har udtalt sig racistisk eller homofobisk.

Partilederen er også blevet sammenlignet med jernladyen Margaret Thatcher, fordi han er en meget polariserende politiker, som fremkalder stærke følelser: Nogle elsker ham, andre hader ham.

En af dem, der har været efter Farage og Ukip, er Nick Clegg fra Liberaldemokraterne, der i forbindelse med et lokalvalg i 2014 reagerede skarpt på en kommentar fra Farage, der sagde, at der var god grund til at være bekymret, hvis man fik en gruppe rumænere som naboer.

- Masken er begyndt at falde, og det der afsløres bag den øl-bællende bohemestil er et ret ækelt syn på verden, sagde Nick Clegg dengang.

https://twitter.com/Nigel_Farage/status/746201545524416513

Farage anden mest magtfulde højrepolitiker

Allerede tilbage i 2013 placerede den store britiske avis The Telegraph Nigel Farage på en andenplads over de 50 mest magtfulde højreorienterede politikere – kun overgået af ærkerivalen David Cameron.

Telegraph begrundede Farages prominente placering med, at hans profil i medierne var større end nogensinde, og at Ukip var det tredje største parti i Storbritannien.

- Partiets præstation har været fænomenal i lokalvalgene, hvor de sikrede sig en fjerdedel af stemmerne og fik flere sæder end Labour. Det skelsættende resultat betyder, at det vil være svært for nogen partier at stoppe Ukip i at toppe i meningsmålingerne ved det europæiske valg i 2014, skrev Telegraph dengang.

Og heller ikke under Brexit-afstemningen var Farage til at stoppe. Hans retorik har været benhård, når han har talt om, at EU er løgnagtig og korrupt, og at Leave-siden er for de anstændige briter.

Han har i dag givet udtryk for, at det interessante ikke længere er, hvad der vil ske i Storbritannien, men hvad der vil ske i resten af Europa.

- Også i Danmark vil et flertal forlade EU, så vi kan være tæt på et Dexit, lød det tidligere på dagen midt i sejrsrusen.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a576d3dae6187a4183c11b837

- Lad os lave EU-bygningen om til et universitet

Krigen mod EU begyndte for Nigel Farage allerede i 1992, hvor han sagde farvel til de konservative i protest over, at den daværende premierminister John Major skrev under på Maastricht-traktaten.

Dermed var hovedformålet med stiftelsen af det nye parti allerede fastlagt - briterne skulle ud af EU igen. Partiet ville og vil bevare suveræniteten og magten hos parlamentet i London, og derfor er de også modstandere af skotsk og walisisk selvstyre.

- Jeg vil lukke EU ned. Lad os lave bygningen om til et universitet. Jeg vil have et Europa med samarbejde og handel, men ikke en politisk union, sagde Nigel Farage tilbage i 2014, da han i samme ombæring storroste danske Morten Messerschmidt for hans indsats under europaparlamentsvalget.

- Stort tillykke til Dansk Folkeparti og især tillykke til Morten, der har vist sig som et ekstremt dygtigt medlem af Europa-Parlamentet, sagde Nigel Farage, efter DF havde sikret sig 26,5 procent af de danske stemmer, mens Ukip satte sig på mere end 29 procent af de britiske stemmer ved EU-valget.

Vejen ud af EU har været en lang rejse

Mens Ukip i dag møder stor opbakning blandt befolkningen - 12,6 procent ved sidste valg i 2015 - forholdt det sig noget anderledes tilbage i 1997, hvor partiet kun fik 0,3 procent af stemmerne ved det britiske valg.

Men selvom det på papiret var en stor sejr for Ukip tilbage i 2015, så blev det kun til en enkelt plads i parlamentet, da der kun kan vælges et medlem i hver valgkreds. Pladsen gik til Douglas Carswell. Og Nigel Farage kom ikke ind.

Det tvang Farage til at indfri et valgløfte om at træde tilbage, men hovedbestyrelsen i Ukip fik dog overbevist ham om at blive som partiets formand.

Den slidsomme færd fra udmeldelsen i 1992 og det efterfølgende nederlag blev i dag fremhævet i sejrstalen. Farage har nået sit mål.

- Det har været en fandens lang rejse, sagde han og hentydede til nederlaget i 1994, hvor Ukip første gang var at finde på stemmesedlerne.

- Nu er der 17 millioner, der har stemt på Brexit. Det er en sejr for almindelige og anstændige mennesker. Det er en sejr mod store handelsbanker, mod store forretninger og mod storpolitik.

Blå bog

  • Navn: Nigel Farage

  • Stilling: Leder af United Kingdom Independence Party (Ukip).

  • Født 3. april 1964 i Downe i Kent.

  • Læste på Dulwich College. Besluttede i 1982, at universitetet ikke var ham.

  • Ansat som trader og handlede med værdipapirer i finansdistriktet London City.

  • Han har fortalt, at faderen også handlede med værdipapirer. Men faderen var også alkoholiker. Familien blev splittet, da Nigel Farage var fem.

  • Var i 1993 med til at danne Ukip. I 1999 valgt til EU-Parlamentet.

  • Leder af Ukip fra 2006-2009 og igen fra 2010.

  • Har haft flere uheld. Bilulykke, flystyrt.

  • Gift med tyske Kirsten Mehr, hans andet ægteskab. Har fire børn.

  • Kilder: Ritzau