​Korrespondent: Tyske medier, politikere og erhvervsliv vil beholde briter i EU

Tabet af en allieret i EU og frygten for faldende eksport er blandt de vigtigste årsager til tysk ønske om, at briterne bliver i EU.

Den tyske kansler, Angela Merkelk har - trods sit åbenlyse ønske om at holde briterne i EU - været forsigtig med at sige det ligeud, da man har frygtet, at den britiske 'forlad EU'-kampagne ville bruge en sådan udmelding som illustration på europæisk indblanding, forklarer Tysklandskorrespondent Michael Reiter. (Foto: © HANNIBAL HANSCHKE, Scanpix)

Holdningen er entydig blandt langt de fleste politikere, medier og erhvervsfolk i Tyskland.

De håber, at briterne bliver i EU, forklarer DR’s Tysklandskorrespondent, Michael Reiter.

- For tyskerne er en britisk udmeldelse af EU et katastrofalt scenarie, fordi de ser briterne som nære allierede i EU, siger Michael Reiter.

Tysklands kansler, Angela Merkel, og den britiske premierminister, David Cameron, følger nemlig samme liberal-konservative linje, og de har blandt andet kunne enes om sparekursen efter finanskrisen.

- De kan tit slå pjalterne sammen, for eksempel overfor Francois Hollandes socialistiske Frankrig, og den magtbalance risikerer at flytte sig i Frankrigs og Sydeuropas favør, hvis briterne går, siger Michael Reiter.

Vil ikke stå alene i front

Men i første omgang kan et britisk exit faktisk betyde mere magt til tyskerne, da de tilbageværende lande ikke kan matche Tyskland økonomisk. Og det huer dem heller ikke at stå alene i front på grund af historiske forhold med tanke på blandt andet verdenskrigene.

- Man vil helst ikke have førertrøjen på, så det er også en motivation for, at Storbritannien skal blive i EU. Tyskerne har brug for en størrelse, som både er modvægt, men også allieret, siger Michael Reiter.

I det tyske erhvervsliv håber man også, at briterne bliver i unionen, da Storbritannien er landets tredjevigtigste handelspartner.

- Der er en meget udtalt ”remain-holdning” i det tyske erhvervsliv, og flere erhvervsledere har offentligt tilkendegivet deres holdning, siger korrespondenten.

Ligeledes har der været en tydelig kampagne i flere store tyske medier og blandt meningsdannere.

Flere store aviser har haft Brexit på forsiden og opfordret til at blive i EU, siger Michael Reiter.

https://twitter.com/reiterberlin/status/745852068389322752