Den konservative politiker Boris Johnson er 'Leave'-tilhænger og en af favoritterne til at blive ny premierminister efter partifællen David Cameron, som ville have briterne til at blive i EU.
Johnson har skrevet en klumme i The Telegraph, hvori han forsøger at berolige briterne efter det dramatiske ja til et 'brexit'.
Han siger om Storbritanniens fremtidige forhold til EU at (klummen er Johnsons udlægning og ikke sikkert, det kan fungere i praksis, red.):
- Udmeldelsen kommer til at ske stille og roligt.
- Forholdet til EU skal baseres på frihandel og partnerskab frem for på et føderalt system som det nuværende.
- Der vil stadig være frihandel og adgang til det indre marked.
- Briterne får mulighed for frihandel med vækstækonomier i hele verden, som EU's regler nu forhindrer.
- Storbritannien er en del af Europa og vil altid være det.
- Der kommer stadig til at være et tæt samarbejde og partnerskab på en række områder: Kunst, kultur, videnskab, uddannelse, klima og miljø.
- Briter kan stadig bo, leve, købe boliger og arbejde i EU-lande, og EU-borgere kan gøre det samme i Storbritannien. De har deres rettigheder beskyttet begge steder.
- Briterne skal samarbejde med EU om bl.a. udenrigs- og forsvarspolitik, terrorbekæmpelse og deling af efterretninger.
- Briterne kommer ud af EU's uigennemsigtige system lovgivende system: det store og voksende korpus af love vedtaget af EU-domstolen, som ikke kan ændres. Det giver briterne gyldne muligheder for at vedtage love og sætte skatterne i henhold til behovene i Storbritannien.
- Briterne får igen kontrol med immigrationspolitikken.
- Briterne slipper for at betale milliarder til EU-systemet, som i stedet for kan gå til nationens velfærd.