Brexit: Britisk regering skal spørge parlamentet

Den britiske højesteret har afgjort, at den britiske regering ikke kan aktivere artikel 50 uden om parlamentet.

David Neuberger, præsident for den britiske højesteret, læser afgørelsen op, som var ventet med spænding. (Foto: © ho, Scanpix)

Højesteret i Storbritannien siger ifølge Reuters i en afgørelse, at den britiske regering ikke kan aktivere EU-traktatens artikel 50 uden at spørge parlamentet i London om lov først.

Det betyder, at premierminister Theresa May skal have parlamentets accept, før hun aktivere den artikel, der påbegynder den britiske udtræden af EU.

Derimod har retten afgjort, at det ikke er nødvendigt at bede parlamenterne i Skotland, Wales og Nordirland om accept først.

Den britiske regering havde appelleret en afgørelse fra landsretten. Den fastslog, at parlamentet skal godkende det formelle skridt, som vil markere starten på reelle skilsmisseforhandlinger mellem Storbritannien og EU.

Theresa May har sagt, at hun vil sætte gang i processen inden udgangen af marts, og tidspunktet fastholdes trods afgørelsen fra højesteret, oplyser en talsmand for May. Senest to år efter vil briterne skulle forlade EU.

Oppositionsleder Jeremy Corbyn, som står i spidsen for arbejderpartiet Labour, siger, at hans parti nu vil kræve en klar plan fra regeringen, så parlamentet kan følge med i brexit-forhandlingerne.

Samtlige 11 højesteretsdommere var med til at afgøre sagen. Det er første gang i rettens historie.

Otte af dommerne stemte for, at parlamentet skal høres, mens tre stemte imod.

/ritzau/