Gå på gaden og vis jeres utilfredshed.
Sådan lød den tyrkiske præsident Erdogans opfordring, da han udtalte sig til en tyrkisk tv-kanal her til aften.
- Nationen må samles på pladserne som svar på kupforsøget. Jeg har altid ment, at der ikke er nogen højere magt end folkets vilje, sagde han til tv-stationen.
Og Erdogans opfordring ser ud til at virke.
I hvert fald strømmer folk ud på gaderne i en række byer, efter at en del af militæret i Tyrkiet har forsøgt at kuppe sig til magten i landet ved at sætte tanks ind i gader i de store byer Istanbul og Ankara.
CNN viser også billeder fra Istanbul, hvor folk strømmer ud på gaden for at protestere mod militærets forsøg på et kup.
Derudover er der kampfly i luften over hovedstaden, Ankara. Samtidig er Bosporus-broen, der samler Istanbul, blevet lukket af militæret i begge ender.
Militæret har erklæret, at de har overtaget magten, har erklæret undtagelsestilstand og opfordret folk til at blive indendøre. Udenrigsministerierne i en række lande - også Danmark - har ligeledes opfordret borgere til at blive indendøre i Tyrkiet.
Se billederne i billedserien ovenfor.