Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan siger over mobiltelefon til CNN Türk, at et mindretal inden for militæret står bag kupforsøg.
Han opfordrer til, at tyrkerne går på gaden for at støtte regeringen, og siger, at militærets forsøg på et kup vil fejle og være overstået inden for en kort periode.
- Nationen må samles på pladserne som svar på kupforsøget. Jeg har altid ment, at der ikke er nogen højere magt end folkets vilje, siger han til tv-stationen.
Han fastslår, ligesom premierministeren gjorde det tidligere på aftenen, at dem der står bag kupforsøget vil modtage hårde straffe ved domstolene.
Man ved endnu ikke, hvor Erdogan befinder sig i landet. Præsidentens kontor oplyser, at han er et sikkert sted.
Til tv-stationen sagde præsidenten, at han vil tage tilbage til Tyrkiets hovedstad Ankara og forsøge at få situationen under kontrol.