Trumps første dag som præsident: Demonstranter går på gaden i byer over hele verden

I dag vil store protestmarcher finde sted efter indsættelsen af Trump. Også i Danmark samles utilfredse.

I New Zealand og Australien er marcherne allerede i gang og flere tusinde mennesker er gået på gaden. (Foto: © DAN HIMBRECHTS, Scanpix)

Når Donald Trump vågner op på sin første dag som USA's præsident, vil han blive mødt af flere hundrede protestmarcher over hele verden.

De såkaldte Women's March er en protest mod, at kvinder, homoseksuelle, indvandrere, muslimer og mange andre grupper har følt sig krænket i løbet af valgkampen.

Hovedmarchen finder sted i Washington D.C. tæt på US Capitol, og det forventes, at flere end 2.000 busser ankommer til byen. Til sammenligning ankom der omkring 450 busser med demonstranter til Trumps indsættelse i går.

Inden marchen begynder vil en række kendte optræde og holde taler. Blandt andet står sanger Katy Perry, skuespiller Scarlett Johansson og filminstruktør Michael Moore på listen over deltagere. Dette begynder klokken 16.00 dansk tid og omkring kl. 19.00 vil selve marchen finde sted.

Demonstrationen Women's March i Washington har det seneste stykke tid tid spredt sig til byer over hele verden. Ifølge arrangørerne vil folk gå på gaden i alle 50 amerikanske stater og i 60 lande verden over.

På arrangørernes hjemmeside står der, at der vil blive afholdt 673 søstermarcher i hele verden og på nuværende tidspunkt har over en million mennesker registreret sig som deltagere.

I New Zealand og Australien er marcherne allerede i gang, og flere tusinde mennesker er gået på gaden i protest.

  • I Sydney er marchen mod Trump allerede i fuld gang. (Foto: © DAN HIMBRECHTS, Scanpix)
  • Flere hundrede er på gaden i Australien for at protestere mod Trump. (Foto: © DAN HIMBRECHTS, Scanpix)
  • Trump ønsker at bygge en stor mur, der adskiller USA og Mexico. En udmelding, der har skabt forargelse blandt hans modstandere. Flere deltagere har bannere med budskabet om at bygge broer og ikke mure. (Foto: © DAN HIMBRECHTS, Scanpix)
  • Over hele verden vil der i dag være flere hundrede marcher. (Foto: © DAN HIMBRECHTS, Scanpix)
  • Australien og New Zealand er nogle af de første lande, hvor marcherne er gået i gang. (Foto: © DAN HIMBRECHTS, Scanpix)
  • En af tingene som de deltagende blandt andet er utilfredse med er Donald Trumps udtalelser omkring kvinder. (Foto: © ANDREW MURRAY, Scanpix)
  • Ifølge arrangørerne bag Women's march vil der blive afholdt 673 søstermarcher i hele verden. (Foto: © ANDREW MURRAY, Scanpix)
1 / 7

For mange handler det om at vise, at at man ikke vil lade Donald Trumps retorik sejre. Det fortæller Ayebatonye Abrakasa, der deltager i marchen, til Al Jazeera:

- I dag står vi op for vores land, for de indfødte folks rettigheder, for de flygtninge der på uretfærdig vis bliver holdt tilbage på Manus og Naura-øerne, for kvinders rettigheder, der fortjener at få lov til at bestemme over deres egne kroppe. Vi kæmper for alle. Det her er en 'all-inclusive'-begivenhed.

Også i Danmark er der planlagt en march mod USA's nye præsident. Den finder sted klokken 14, hvor deltagerne vil gå fra den amerikanske ambassade i København til Christiansborg.