Bevæbnede aktivister: Forståeligt at Dallas-morderen dræbte betjente

Den bevæbnede, sorte aktivistgruppe Huey P. Newton Gunclub mener, at politimorderen fra Dallas ville sætte en stopper for politibrutalitet.

Racespændingerne i USA vokser i bestemte grupperinger, efter at en ung mand torsdag dræbte fem betjente og sårede endnu flere i Dallas, Texas.

Den bevæbnede, sorte aktivistgruppe Huey P. Newton Gunclub, døbt efter stifteren af Black Panther-bevægelsen, oplever et stigende medlemstal efter politimordene. En af medstifterne vil ikke tage afstand fra den formodede gerningsmand, Micah Johnson:

- Jeg kan ikke sige, at jeg fordømmer ham. Men jeg kan godt forstå, hvorfor han gjorde det. Han ville se en ende på politibrutaliteten og mordene på folk, siger Yafeuh Balogun fra Huey P Newton Gunclub til britiske Sky News.

Gruppen gennemfører bevæbnede patruljeringer i fattige, særligt afroamerikanske, nabolag i Dallas. De er rasende over de mange sager, hvor hvide politifolk har skuddræbt unge, sorte mænd. Præcis som det skete kort inden politimassakren i Dallas.

- Sorte, brune og fattige folk er så undertrykte i den her by, at det krævede en person med et angrebsvåben for at bringe det her problem på dagsordenen, siger Yafeuh Balogun.

Han kræver, at præsident Obama og hans efterfølger får styr på problematikken.

- De bliver nødt til at gøre noget ved den her politibrutalitet, som vi også kalder polititerrorisme, siger han.

Se interviewet i videoen over artiklen.