Betjente suspenderet for at skubbe ældre mand omkuld: 57 kollegaer trækker sig nu i protest

Video viser mand, der ligger og bløder på fortovet, mens politiet går forbi.

75-årige Martin Gugino blev væltet omkuld og lå efterfølgende stille på jorden. (Foto: © JAMIE QUINN, Scanpix)

Billederne vækkede rædsel og forargelse, da en 75-årig fredelig demonstrant fredag blev væltet omkuld af politiet i byen Buffalo i New York i forbindelse med de omfattende protester i USA.

Manden, Martin Gugino, faldt og slog hovedet, hvorefter de kampklædte betjente gik videre. Han er nu indlagt i alvorlig, men stabil tilstand.

Sagen fik New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, til at kræve en undersøgelse af politiets ageren, som han kaldte "ubegrundet" og "en skændsel".

To betjente blev senere suspenderet, men de får nu massiv opbakning fra deres kollegaer i Buffalo.

57 betjente, der arbejdede sammen med de to suspenderede politifolk, trækker sig fra den enhed, de alle var en del af, skriver CNN. De vil dog fortsat være ansat i politiet i Buffalo.

Betjentene mener, at deres kollegaer ikke gjorde andet, end de fik besked på fra deres overordnede.

Det siger præsidenten for betjentenes lokale fagforening, John Evans.

- 57 betjente har trukket sig i afsky over behandlingen af deres to kollegaer, som bare udførte deres ordrer, siger han ifølge CNN.

Byens borgmester har understreget, at betjentenes ordrer var at "være forsigtige, at beskytte indbyggerne og bruge sund fornuft'.

Ligger på fortovet og bløder fra hovedet

Udviklingen på sagen kommer ifølge The Guardian som et chok for mange af dem, der har været oprørt over videoen, og det har skabt vrede på sociale medier. Det kan nu øge spændingerne yderligere i staten New York, skriver avisen.

Staten har lige som mange andre i USA været ramt af store protester mod racisme og politivold efter drabet på George Floyd, der døde under en voldsom anholdelse, da en betjent placerede et knæ på hans hals. Betjenten er sigtet for drab.

Demonstrationerne har medført adskillige videoer, der angiveligt viser betjente over hele landet bruge unødig vold mod demonstranter.

Advarsel: Videoen indeholder ubehagelige billeder. Her kan du se episoden, hvor den 75-årige mand væltes omkuld.

I videoen fra Buffalo ses 75-årige Martin Gugino gå frem mod en række af kampklædte betjente, som han veksler et par ord med, inden han får et skub i brystet, der vælter ham bagover. Herefter ligger han stille på jorden og bløder fra hovedet, mens politiet går videre.

Guginos advokat har bekræftet, at han er vågen, og ifølge CNN beskriver advokaten ham som en livslang forkæmper for menneskerettigheder.

Guvernør vil have betjente fyret

Buffalos borgmester, Byron Brown, har på et pressemøde fortalt, at Gugino blev bedt om at forlade stedet gentagne gange, fordi politiet mente, at det var vigtigt at rydde området, inden der potentielt kunne udbryde voldelige optøjer.

Borgmesteren sagde samtidig, at de to suspenderede betjente skal have en ordentlig sagsbehandling, og at han ikke kræver, at de skal fyres.

Statens guvernør, Andrew Cuomo, mener også, at betjentene skal suspenderes, mens de afventer en formel undersøgelse.

- Jeg fik det dårligt af at se videoen. Når du ser den, ryster det din basale opfattelse af anstændighed og medmenneskelighed.

- Hvorfor var det nødvendigt? Hvor var truslen, siger han ifølge CNN.

Politiet i Buffalo beskrev indledende episoden som, at "en person kom til skade, da han snublede og faldt". Efter flere videoer kom frem i medierne, ændrede politiet dog den forklaring, mens der samtidig blev iværksat en formel undersøgelse.