Bernie Sanders trækker sig ikke

Bernie Sanders fortsætter kampen for at blive sit partis præsidentkandidat, selv om Hillary Clinton har nok delegerede.

Bernie Sanders lader sig ikke anfægte af, at hans modkandidat, Hillary Clinton, har samlet nok delegerede til at blive Demokraternes præsidentkandidat. (Foto: © Lucy Nicholson, Scanpix)

Demokraternes Bernie Sanders fortsætter kampen for at blive sit partis kandidat, selv om hans modstander, Hillary Clinton, har erklæret sig som sit partis præsidentkandidat.

- Næste tirsdag tager vi kampen op i det sidste primærvalg. Vi vil kæmpe hårdt for at vinde primærvalget i Washington DC. Og så tager vi vores kamp for social retfærdighed hele vejen til Philadelphia, sagde Sanders i en tale til sine støtter i Californien.

Philadelphia skal huse Demokraternes partikonvent fra 25. til 28. juli, hvor partiet officielt vælger en præsidentkandidat.

Hillary Clinton har ifølge flere medier fået delegerede nok til at blive præsidentkandidat, men hun er stadig afhængig af de såkaldte superdelegerede. De fleste har dog tilkendegivet, at de støtter Hillary Clinton. Der er derfor kun en minimal teoretisk mulighed for, at Bernie Sanders kan blive Demokraternes præsidentkandidat.

Sanders antyder også selv, at han fortsætter i ræset for at skabe fokus på sine mærkesager.

- Ægte forandring kommer altid fra bunden af samfundet. Vi fortsætter vores kamp, fordi den er vigtig. Men det vigtigste er, at republikanere fra den yderste højrefløj ikke kommer til at sidde i Det Hvide Hus. Og slet ikke Donald Trump, siger senatoren.

/ritzau/