Benoit Hamon står til at blive de franske socialisters præsidentkandidat efter sejr i primærvalg søndag, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Han vandt over den midtersøgende tidligere premierminister Manuel Valls.
Den 49-årige Hamon fik omkring 58 procent af stemmerne, og han blev ikke anset som en seriøs udfordrer, da han stillede op i december. Men den tidligere undervisningsminister lagde sig i førerfeltet med sit budskab om "håb og fornyelse".
Alle meningsmålinger tyder imidlertid på, at Socialistpartiets kandidat ikke har mange chancer ved Frankrigs præsidentvalg til foråret. Socialistpartiets præsidentkandidat ventes at ryge ud i præsidentvalgets første runde 23. april.
Anden og afgørende runde, der finder sted 7. maj, ventes at blive et opgør mellem Front Nationals leder, Marine Le Pen, og François Fillon, som vandt Republikanernes primærvalg.
Mange iagttagere har dog også påpeget, at den 39-årige tidligere økonomiminister Emmanuel Macron og hans nyopstartede centrumbevægelse "Fremad!" har fået uventet medvind i kampen for at blive Frankrigs næste præsident.
/ritzau