Broren til en formodet bagmand til angrebene i Paris og Bruxelles i 2015 og 2016 er blevet sigtet efter terrorloven, oplyser anklagemyndigheden i Belgien fredag.
Han er sigtet for "terrordrab og for at være et ledende medlem af en terrorgruppe", hedder det i en skrivelse fra myndigheden.
Den 30-årige mand er bror til Oussama Atar, som menes at være en af bagmændene til angrebene i Paris og Bruxelles. Oussama Atar er forsat på flugt.
Oussama Atar, der menes at være kendt som "Abou Ahmad" i Syrien, har været eftersøgt af de europæiske sikkerhedstjenester i over et årti.
Han blev anholdt af amerikanske styrker i Irak efter den USA-ledede invasion i 2003. Han har siddet fængslet flere steder - blandt andet i det berygtede fængsel Abu Ghraib.
Efter at være blevet løsladt i 2012 vendte han tilbage til Belgien.
13. november 2015 blev Paris ramt af flere koordinerede angreb ved spillestedet Le Bataclan, Stade de France og i bymidten. Disse angreb kostede 130 mennesker livet. Adskillige blev såret.
22. marts 2016 angreb flere personer i lufthavnen ved Bruxelles og på en metrostation i den belgiske hovedstad. 32 blev dræbt, og flere hundrede blev såret.
Islamisk Stat har taget skylden for angrebene.
/ritzau/AFP