Mistænkt for Paris-angreb bliver udleveret til Frankrig

Anklagemyndigheden bekræfter, at den belgiskfødte franskmand Salah Abdeslam udleveres til Frankrig.

Salah Abdeslam har været anholdt siden 18. marts, fordi han er mistænkt for at stå bag angrebene i Paris. Nu bliver han udleveret til Frankrig. (Foto: © DSK)

En belgisk domstol har torsdag besluttet, at Salah Abdeslam, som mistænkes for deltagelse i angrebene i Paris 13. november, skal udleveres til Frankrig.

Det bekræfter en belgisk anklager ifølge nyhedsbureauet AFP.

Anklagemyndigheden skriver i en pressemeddelelse, at belgiske og franske myndigheden nu skal se på, hvordan udleveringen skal foregå.

Abdeslams advokat har tidligere torsdag sagt, at den mistænkte ønsker at blive udleveret til nabolandet.

- Salah Abdeslam ønsker at blive overført til de franske myndigheder, siger Cedrid Moisse.

Mistænkes for Paris-angreb

Den 26-årige belgiskfødte franskmand mistænkes for at have deltaget i angrebet i Paris 13. november, hvor 130 mennesker blev dræbt.

Abdeslam blev 18. marts anholdt i Bruxelles i en politiaktion, hvor han samtidig blev skudt i benet.

Fire dage efter anholdelsen slog selvmordsbombere til i Bruxelles' største lufthavn, Zaventem, og i et tog på metrostationen Maelbeek nær EU's hovedkvarter.

I alt blev 32 mennesker dræbt i de koordinerede angreb.

Salah Abdeslam er også blevet sat i forbindelse med flere af gerningsmændene bag angrebene i den belgiske hovedstad.

Islamisk Stat har taget skylden for angrebene i Paris og i Bruxelles.

/ritzau/