Ungarsk politi har ophævet bevogtningen af indgangene til den store østbanegård i Budapest, Keleti-banegården, og flygtninge og migranter strømmer ind i bygningen, skriver Reuters.
Der er kaotiske scnener, fordi migranter, forsøger at storme et tog. Nogle forsøger at få deres børn og dem selv ind gennem vinduerne til togene, siger en fotograf fra Reuters på stedet.
Flere protestdemonstrationer
Ifølge banegårdens ledelse kører der i øjeblikket ingen direkte tog fra Budapest til Østrig eller Tyskland eller andre byer i Vesteuropa.
Banegården blev rømmet i tirsdags, efter at flere hundrede migranter havd forsøgt at komme ind i tog til Østrig eller Tyskland.
Migranterne har siden opholdt sig uden for banegården, og i flere tilfælde afholdt protestdemonstrationer.
Ungarere og andre med gyldigt plas kom ind
De har ventet på pladsen foran den store banegård, hvor de har været forment adgang, mens ungarske borgere og alle andre med gyldige pas kunne gå ind og ud af bygningen.
Beslutningen om at lukke banegården blev truffet kun 24 timer efter, at migranter, som havde ventet i interimistiske flygtningelejre i dagevis, i mandags fik lov til at tage tog mod Østrig og Tyskland.
Alene i august kom 50.000 migranter fra navnligt Syrien, Irak og Afghanistan til EU-landet Ungarn. De fleste af migranterne er stærkt opsatte på at komme til Tyskland.
/reuters/