Det var både ”højforræderisk” og ”upatriotisk”, da en række af Donald Trumps allernærmeste medarbejdere, heriblandt hans søn og svigersøn, mødtes med en russisk advokat i sommeren 2016.
Det mener hvert fald Steve Bannon, som tidligere var chefstrateg for USA’s præsident.
I den nye bog ”Fire and Fury: Inside the Trump White House” af Michael Wolff langer Bannon ud efter mødedeltagerne. Og han siger i bogen, at de burde have taget fat i FBI, da de fik invitationen.
Netop den kommentar er en af grundene til, at Donald Trump i går beskyldte sin tidligere højrehånd for at være ”gået fra forstanden”.
- Der er en række faktorer, der har spillet ind. Men jeg vil mene, at det nok ikke er den bedste måde at indsmigre sig hos nogen, når man går efter præsidentens søn på en så uhyrlig og uhørt måde, sagde præsidentens talsperson, Sarah Sanders, efterfølgende.
Men der var heller ikke tale om et hvilket som helst møde. Mødet har nemlig været en rygende pistol i spørgsmålet om, hvorvidt den russiske regering blandede sig aktivt i den amerikanske præsidentkamp.
Skyts mod Hillary
Mødet fandt sted ved 16-tiden den 9. juni 2016 i et konferencelokale på 25. sal i Donald Trumps newyorkerskyskraber, Trump Tower.
Den amerikanske rigmand havde på det tidspunkt vundet opbakningen fra det republikanske bagland til at blive partiets næste præsidentkandidat.
Og staben omkring ham var i fuld sving med at forberede den efterfølgende valgkamp mod Demokraternes Hillary Clinton.
Det var netop i den forbindelse, at tre af Donald Trumps nærmeste medarbejdere – sønnen Donald Trump Jr., svigersønnen Jared Kushner og kampagnechefen Paul Manafort – havde sagt ja til at mødes med den russiske advokat Natalia Veselnitskaja.
Det var Donald Trump Jr., som 3. juni var blevet sat i forbindelse med den russiske advokat af pr-manden Rob Goldstone.
Følsomme oplysninger
Sønnen havde fået at vide, at advokaten havde forbindelser til den russiske regering, og at hun var i besiddelse af ”meget følsomme oplysninger på højt niveau” om den demokratiske politiker, som hans far kunne bruge i valgkampen.
- Det er en del af Ruslands og dets regerings støtte til hr. Trump, lød det ifølge New York Times i en mail fra Rob Goldstone.
Det var oplysninger, som Donald Trump Jr. gerne ville have fat i.
- Hvis det forholder sig, som du skriver, så vil jeg elske det, svarede han få minutter efter.
Og der gik ikke mere end en lille uge, før Natalia Veselnitskaja sammen med blandt andet end russisk-amerikansk lobbyist kunne sætte sig til rette ved mødebordet i Trump-kampagnens hovedkontor.
Gjort det anderledes
Hvad der helt konkret blev talt om på mødet, er endnu uvist.
Men da New York Times for et halvt år siden for første gang kunne fortælle om det omstridte møde, prøvede Donald Trump Jr. at tale det ned.
- Det er klart, at jeg er den første nogensinde på et kampagnehold, der har lyttet til informationer om en rival, skrev han lettere sarkastisk på Twitter.
Han sagde dog efterfølgende i et tv-interview, at han ”i bagklogskabens lys nok ville have gjort tingene lidt anderledes”.
Donald Trump Jr. gik derudover med til at afgive vidneforklaring over for den senatskomité, der er ved at granske, om russerne blandede sig i den amerikanske præsidentvalgkamp.
Derudover er det fortsat uvist, om Donald Trump selv kendte til mødet. Han har selv afvist det blankt.
I et interview med Reuters, der blev bragt efter New York Times' afsløring, sagde han, at han først havde hørt om mødet der. Men han understregede, at han godt kunne forstå, hvorfor mødet havde fundet sted.
- Jeg tror, at mange mennesker ville have holdt det møde, sagde præsidenten dengang.
Trump må have kendt til det
Men det er netop det, som Steve Bannon med egne ord aldrig selv ville have gjort.
- Selv hvis du troede, at det ikke var forræderisk eller upatriotisk eller noget værre lort - og jeg mener, at det er alle de ting - så skulle du have ringet til FBI med det samme, lyder det i bogen.
Og Steve Bannon siger samtidig i bogen, at det nærmest er utænkeligt, at Donald Trump Jr. ikke fortalte sin far om mødet.
Hvis det er tilfældet, kan det ifølge DR’s USA-korrespondent, Steffen Kretz, føre til store problemer for præsidenten.
Det møde er nemlig helt centralt i den efterforskning af mulige forbindelser og koordinering mellem Rusland og medlemmer af Trumps stab, som det amerikanske justitsministerium og FBI lige nu er i gang med.
- Er den udtalelse mere end gætværk, så kan Bannon meget vel blive indkaldt til afhøring. Det møde er helt centralt i den efterforskning, som den særlige anklager Robert Mueller leder, forklarede Steffen Kretz tidligere i dag.